Håndværksrådet vil have bøden for, at udenlandske firmaer ikke registrerer sig, tidoblet fra 5.000 til 50.000 kroner. Foto: Arkivfoto
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Hvis en udenlandsk udstationerende virksomhed gemmer sig for de danske myndigheder, risikerer den en bøde på 5.000 kroner. Det er blot en brøkdel af, hvad man kan score i manglende afregning af skat og moms.
En bøde af den størrelse er derfor udtryk for, at forbrydelse betaler sig, udtalte 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen sidste sommer.
Nu er regeringen, Socialdemokraterne, SF og De Radikale ved at gøre klar til en fordobling af bøden. Fremover skal det koste 10.000 kroner, hvis en udstationerende virksomhed ikke findes i det lovpligtige Register for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).
Men udsigten til en fordobling tilfredsstiller ikke de små danske håndværksmestre. Håndværksrådet, der har 6.000 små og mellemstore byggefirmaer som medlemmer, vil derfor overfor Beskæftigelsesministeriet foreslå en tidobling af standardbøden.
- Der er brug for et markant løft i bødestørrelsen, så det kommer til at gøre ondt på dem, der ikke kan finde ud af at overholde reglerne, og derfor mener vi som udgangspunkt, at en tidobling vil give et passende bødeniveau, siger Ane Buch, direktør i Håndværksrådet til Nyhedsbrevet 3F.
- Ud over at det bliver noget, som kan mærkes økonomisk for dem, der overtræder reglerne, så håber vi ikke mindst, at det vil have en præventiv effekt, når man ved, at man risikerer en klækkelig bøde. En forhøjelse af bøderne kan dog ikke stå alene, men skal hænge sammen en langt bedre kontrol af reglerne. Det vil samlet set give en afskrækkende effekt, mener Ane Buch.
Baggrunden for forslaget er, at Håndværksrådet løbende får meldinger fra medlemsvirksomheder, som er frustrerede over at se østfirmaer bryde reglerne og løbe med arbejdet.
Lagt på: 18. Februar 2010 00:06
Sidst ændret: 18. Februar 2010 10:56
Fakta |
|
RUT (Registret for Udenlandske Tjenesteydere)
RUT er skabt af partierne bag Østaftalen med det formål at have overblik over og kunne kontrollere de udenlandske virksomheder, som udstationerer arbejdskraft til Danmark. |