Formand for CO-Industri Thorkild E. Jensen (forrest) og formand for 3F's industrigruppe Børge Frederiksen annoncerede pause i forhandlingerne søndag eftermiddag. Foto: Harry Nielsen
Af Peter Andersen, Fagbladet 3F, peter.andersen@3f.dk
Overenskomstforhandlingerne mellem DI og CO-industri blev afbrudt sent søndag eftermiddag. Der er ikke aftalt nye møder, men der er dog ikke tale om et egentligt sammenbrud.
Det understregede de to topforhandlere, CO-industris formand Thorkild E. Jensen, og DI's administrerende direktør, Hans Skov Christensen.
Weekendens forhandlinger har ikke været forgæves. Der er opnået en række delresultater, som vil kunne hives op af skuffen, når forhandlingerne fortsætter.
- Men før der er enighed om det hele, er der ikke enighed om nogen ting, sagde Hans Skov Christensen.
Begge sider oplyste, at der til gengæld også er uenighed på en række områder.
- Det er ikke en enkelt ting, der skiller. Det er flere elementer. Og dem skal vi hjem og tænke over. Vi har tid nok. Overenskomsterne udløber først 1. marts, sagde Thorkild E. Jensen.
Næste akt foregår hos forligsmand Asbjørn Jensen, som formentlig vil indkalde parterne en af de nærmeste dage for at få en orientering.
Allerede mandag skal hovedorganisationerne, LO og DA, en tur i Forligsinstitutionen. Og et godt bud er, at Asbjørn Jensen vil have forhandlernes egen forklaring dagen efter.
Under alle omstændigheder ventes det dog, at DI og CO-industri vil fortsætte forhandlingerne på egen hånd, altså uden direkte medvirken af forligsmanden.
DI vil sideløbende fortsætte forhandlingerne med 3F om en ny transportoverenskomst. Men Hans Skov Christensen kaldte det utænkeligt, at der skulle komme et forlig på det område før idustrien.
- Vi er slet ikke så langt fremme i forhandlingerne med 3F's Transportgruppe, sagde han.
En konflikt kan i princippet træde i kraft 1. marts. Forligsmanden har dog mulighed for at udskyde den i to gange 14 dage.
Lagt på: 14. Februar 2010 18:03
Sidst ændret: 15. Februar 2010 10:27