- Det er vigtigt at sørge for, at virksomheden ikke kan gøre, hvad der passer den, men er tvunget til at følge reglerne - og det vil vi gerne medvirke til, siger Zbigniew Bandurowicz og Aleksandra Noske. Begge er fyrede tillidsfolk fra fiskefabrikken Vega Salmon. Foto: Harry Nielsen
Af Peter Andersen, Fagbladet 3F, peter.andersen@3f.dk
3F og DI har opgivet at nå til enighed i en sag om to polske arbejdere, der blev fyret, da de stillede op som tillidsrepræsentanter på fiskefabrikken Vega Salmon i Esbjerg.
Dermed skal sagen afgøres i retten, og det kan blive nødvendigt med op mod fem separate sager, som involverer både Arbejdsretten, Afskedigelsesnævnet og den faglige voldgiftsret.
På et såkaldt organisationsmøde i går torsdag afviste de to fyrede i samråd med 3F et forligstilbud fra DI og deres tidligere arbejdsgiver.
- Vi ser det som en principiel sag. Det er meget svært at få udenlandske arbejdere til at stille op som tillidsrepræsentanter, og det bliver ikke lettere, hvis de kan se, at prisen er en fyreseddel, siger Jens Peter Christensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.
Ud over erstatninger til de to fyrede vil 3F have Vega Salmon dømt for organisationsforfølgelse. Omvendt fastholder virksomheden, at ingen af de to var godkendt som tillidsrepræsentanter, og at fyringerne var led i en afskedigelsesrunde.
DI ønsker ikke at kommentere en igangværende sag.
Lagt på: 12. Februar 2010 10:30
Sidst ændret: 12. Februar 2010 11:07