Arkivfoto

Professor frygter for hygiejnen på supersygehuse

Hygiejnen må slås for at blive hørt, siger professor Hans Jørn Kolmos.

Arkitekter og bygherrer bør indlægges undercover på et hospital, før de laver nye supersygehuse.

Det mener en af landets førende hygiejnespecialister, professor Hans Jørn Kolmos, Odense Universitetshospital (OUH).

Det nye OUH-storhospital er allerede et spareprojekt fra starten. Skyllerum, medicinrum og depoter ryger af tegnebrættet til fordel for flotte sengestuer, forhaller og andre mere prestigefyldte rum.

- Det nye OUH risikerer at blive lige så rodet som det eksisterende, siger Hans Jørn Kolmos.

Rod går ud over rengøringen, og supersygehusene bliver derfor ikke uden videre hygiejniske fremskridt, forudser han.

- Men desværre oplever jeg begrænset lydhørhed blandt bygherrer og rådgivere.

Ingen konsekvenser

- Hospitalerne lukker stadig flere patienter ind. Men rengøringen intensiveres ikke tilsvarende. Når der skal prioriteres, vil man ofte vælge den røde lægeambulance med blå blink frem for hygiejne.

- Jeg kunne godt ønske mig lidt mere lavpraktisk hygiejne, og her er landets rengøringsassistenter meget vigtige, siger Hans Jørn Kolmos.

Patienter med infektioner ligger i gennemsnit en uge længere på hospitalet. Og alene kirurgiske sårinfektioner koster samfundet en milliard kroner om året.

- Jeg har oplevet mange ulykker på grund af dårlige skyllerum, og derfor er det katastrofalt, hvis alle de vigtige birum spares væk.

Mangler gode metoder

Hans Jørn Kolmos har netop deltaget i en stor konference, Rådet for Bedre Hygiejne holdt på Herlev Hospital.

Mikroorganismer har overhalet de synlige nullermænd, når det handler om infektioner. Og i Herlev efterlyste Odense-professoren meget mere forskning.

- Vi mangler metoder til dagligt at fjerne mikroorganismerne. Klor er det eneste universalmiddel, men det handler også om at få skabt miljø- og arbejdsvenlig teknologi.

- Jeg vil ikke være en grædekommode, men desværre befinder hygiejne og rengøring sig i dag i bunden af hierarkiet.


Lagt på: 06. Februar 2010 14:16

Sidst ændret: 08. Februar 2010 10:15