Ordblindetest af alle elever, der starter på grundforløbet, mindsker frafald. Alle erhvervsskoler burde teste ligesom på Skjern Tekniske Skole, mener formand for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan. Tegning: Bob Katzenelson.

Ordblindetest fanger hver 4. elev

Skjern Teknisk Skole har succes med at ordblindeteste alle elever. Alle skoler burde følge trop - det mindsker frafaldet, mener Uddannelsesforbundet.

Skjern Tekniske Skole har stor succes med systematisk test af alle elever, der starter på grundforløbet på en erhvervsuddannelse. Ordningen startede i august 2008.

- Ud af cirka 220 testede elever havde cirka 25 procent brug for læse- eller ordblindeundervisning. Vi sætter ind straks med tilbud om hjælp, siger ordblindelærer Søren Mainz.

Hæver karaktersnit

Han pointerer, at det skåner unge for nederlag og styrker selvtilliden.

- Flere gennemfører en erhvervsuddannelse. Andre får hævet deres karaktergennemsnit, siger han.

Han oplyser, at ordblindeundervisningen lægges ind i de skriftlige opgaver på skolen, der er en del af Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern.

- Så undervisningen ligger så tæt på hverdagen som muligt, siger han.

Fanger flere ordblinde

Formanden for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan kalder det en kanongod ide.

- Menneskeligt og samfundsøkonomisk. Fordi flere unge gennemfører uddannelsen. Men ikke ret mange erhvervsskoler tester systematisk. Det burde de gøre. For det fanger mange flere unge. Også dem, der skjuler problemerne og ender som frafaldstruede, siger hun.


Lagt på: 28. Januar 2010 00:06

Sidst ændret: 28. Januar 2010 10:41

Fakta

Kæmpe problem Op imod hver femte elev forlader folkeskolen uden tilstrækkelige læse- og stavefærdigheder til for eksempel at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse.
Omkring en million voksne danskere har læseproblemer, der betyder, at de har svært ved at bruge læsningen effektivt ved efteruddannelse. Eller at de ikke har læsefærdigheder nok til at klare alle udfordringerne på en moderne arbejdsplads.


Uddannelsesforbundet er en fusion af Danske Produktionshøjskolers Lærerforening, Dansk Teknisk Lærerforbund og Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere.