Alle skal kunne stave til kylling

Alle ansatte på kyllingeslagteriet Rose Poultry er tvunget til læsetest. Mona og Martin fik styr på bogstaverne og hinanden og har nu fået et nyt og bedre liv.

Åh nej. En tvungen læsetest. Det brød 22-årige Martin Olesen sig slet ikke om. Han havde behændigt skjult sit læsehandicap ved at finde de arbejdssteder, hvor der skulle skrives og staves mindst muligt.

Men da fjerkræslagteriet for to år siden indførte tvungen læsetest af alle ansatte, var der ingen vej udenom. Et nej til testen er også et nej til at arbejde på Rose Poultry i Vinderup. Alle 400 timelønnede er blevet testet. Ingen har afslået.

Der er en karakteristisk lugt af fersk kylling i de store haller. Hver dag læsses over 100.000 levende kyllinger af i den ene ende. De bliver aflivet med strøm, maskinslagtes i et automatisk anlæg og kommer færdigpakket ud i den anden ende.

En kæmpelettelse

Martin fremstiller kyllingepølser i Pølsemageriet, og han prøvede at snige sig uden om testen.

- Jeg var ikke glad for at vise kollegerne, at jeg har en svaghed. Jeg skjulte det. I kantinen sad jeg for eksempel og lod som om, jeg læste avis. Bare træls. Det synes jeg godt nok også, testen var. Men uden tvang var jeg aldrig kommet videre, siger Martin, der er glad for den vending, hans liv tog.

- Jeg kom på læsekursus, hvor jeg var sikker på, at jeg lå i bunden. Men jeg kunne meget mere, end jeg troede. Der skulle bare 18 kursustimer til, så lærte jeg at læse og stave og fik et nyt liv. Det er en kæmpelettelse, at jeg ikke skal skjule noget mere, understreger Martin.

I dag skriver han døgnrapporter på aften-natholdet, om hvordan produktionen er forløbet.

- Det er en fed fornemmelse. Selvtilliden vokser, og det er blevet sjovt at komme på arbejde, siger han.

Skal ikke tro jeg er dum

Det er det også for kæresten. 24-årige Mona Varde bor sammen med Martin i Skive. De mødte hinanden midt i kyllingerne. Martins scorereplik lød: "Smil, du ser så sød ud, når du smiler".

- Det kunne jeg slet ikke stå for og blev knaldrød i hovedet. Vi skal giftes til foråret, smiler hun stort.

Mona er sikkerhedsrepræsentant, og det var svært at tygge sig igennem læsestoffet.

- Jeg skjulte mine læseproblemer. Kollegerne skulle ikke tro, jeg var dummere end dem. Jeg havde en svær tid i folkeskolen, hvor jeg blev mobbet. Men nu har jeg lært at læse. Det er en stor sejr, hvor mit selvværd er vokset. Kollegerne har også taget godt imod mig, siger hun.

Mona og Martin vil gerne fortælle andre om kæmpedrejningen i deres liv. Derfor har de sagt ja til at blive Rose Poultrys "læseambassadører".

- Vi holder foredrag på andre virksomheder om vores oplevelser. Vi var rystende nervøse første gang, men nu kører det. Det er også en sejr, siger de begge.

Mona er nu så godt kørende, at hun starter på pædagoguddannelsen til efteråret 2010.

- Det havde jeg aldrig turdet uden læsekurset, siger hun.

Stort behov for bogstavhjælp

Hun sender varme tanker til fællestillidsrepræsentant Gerda Jensen - "min reservemor", som hun kalder hende. Hun er den store drivkraft bag Rose Poultrys satsning på danskundervisning.

Gerda Jensen er overrasket over, hvor mange der skulle bruge hjælp til bogstaverne.

- Vi startede med at få gode folk udefra til at fortælle om læseproblemer og har fået brudt tabuet. Testen afslørede, at 100 kolleger havde brug for læsekurser, og cirka 30 var decideret ordblinde. De skal nu på ordblindekurser, fortæller hun.

Hun måtte lige synke en ekstra gang, før hun gik med til tvungen test.

- Vi har tidligere prøvet at få sat gang i frivillige læsekurser, men ingen ville være med, så det er nødvendigt. Alle virksomheder burde gøre som os, siger hun.

Men er det virkelig også nødvendigt at kunne stave til kylling for at klare jobbet?

- Ubetinget ja. Vi er gået fra at være en lavteknologisk industri til en højteknologisk og er i dag et af de mest avancerede fjerkræslagterier i verden, siger fabrikschef Carsten Pedersen, der også er primus motor i satsningen på læseundervisning.

Rose Poultry har en klar strategi om at øge medarbejdernes læse-stave-kompetencer.

- Alle skal kunne forstå instruktioner omkring sikkerhed, arbejdsmiljø og al den anden information, der kommer. Det giver bedre trivsel og højere produktivitet. Det er svært at drive virksomhed, hvis medarbejderne ikke kan læse, siger han.

30 procent af de ansatte er nydanskere fordelt på 30 sprog. Men reglen er, at der kun snakkes dansk i produktionen. Hele læseprojektet startede med dansk for tosprogede, så fulgte læseundervisningen og nu er ordblindeundervisningen så kommet til.

Altid været ærlig

42-årige Michael Pedersen er ordblind, men har aldrig haft lyst til at gemme sig.

Han blander hot wings og marinade i tumblerrummet, hvor den store maskine kan tage op mod to ton marinade og vinger. I dag er han udlånt til udbeningen, hvor han sorterer fileter efter vægt.

Han har haft mange ufaglærte job, siden han forlod 7. klasse, hvor han havde fast plads på bageste række.

- Man kan lige så godt være ærlig i stedet for at gemme sig og gå rundt med ondt i maven. Jeg beder kollegerne om hjælp, for det kommer man længst med, siger han.

Han arbejder med mange forskellige marinadeopskrifter, og de kan være lange.

- Når der står meget på en opskrift, så tænker jeg: Fandens også, at jeg ikke selv kan læse det, men er afhængig af kollegernes hjælp, pointerer han.

Det kan også godt give ham et knæk derhjemme, når det kniber med at læse.

- Heldigvis kan min kæreste hjælpe. Men nu skal jeg på læsekursus, og det glæder jeg mig til. Mit mål er, at jeg kan klare mig selv. Jeg synes, det er kanonflot, at Rose Poultry satser - også i nedgangstider, siger Michael Pedersen.

Er det i orden, at læsetesten på Rose Poultry er tvunget?

Ulla Lynge, Pølseafdelingen:

- Ja, det, synes jeg, er godt. Ellers er der jo ingen, der vil. Og så finder man jo heller ikke dem, der har brug for læseundervisning. Det er helt fint med mig.

Monika Jedrzejowska, Partering:

- Jeg er bange for, at dem, der har allermest brug for læsekurser ville gemme sig, hvis ikke testen var obligatorisk. Det er helt okay, at alle skal igennem.

Jan Mikkelsen, Pølseafdelingen:

- Jeg har også været igennem testen, og det er ikke noget at være nervøs for. Jeg skal nu på kursus i læsning, og jeg er glad for, at jeg får gjort noget ved det.

Rose Poultry er Danmarks største producent af forædlede kyllingeprodukter, og det går stærkt.

Koncernen har tre slagterier. I Skovsgaard, Padborg og i Vinderup, der er størst. De slagter tilsammen 300.000 kyllinger - om dagen.

I Vinderup bliver der slagtet 2,5 kylling i sekundet. Der er 1.000 ansatte i koncernen, heraf cirka 500 i Vinderup, og der bliver omsat for 1,7 milliarder kroner årligt. 70 procent af produktionen eksporteres.

Efter ønske fra medarbejderne er der indført 10 minutters pausegymnastik, som de selv styrer. Der er stadig en hel del ensidigt gentaget arbejde på fjerkræslagteriet. Her hjælper jobrotation og den daglige hoppen rundt på fabriksgulvet. Motionen foregår enten i flok eller hver for sig. Cirka 75 procent af de ansatte deltager. Dem, der ikke er med, arbejder i gymnastikpausen.


Lagt på: 11. December 2009 00:06

Sidst ændret: 07. December 2009 09:58