Topforhandler for byggearbejderne og formand for Byggegruppen i 3F, John Larsen (tv), i alvorlig samtale med Dansk Byggeris direktør Børge Elgaard. Foto: Harry Nielsen.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Man står over for et valg mellem at reducere omkostningerne eller reducere beskæftigelsen. Og det bedste ville være helt at aflyse festen - fornyelsen af overenskomsten.
Således lød det fra arbejdsgiverne, da parterne i byggeriet mødtes til en gang retorisk slagudveksling. Det skete torsdag som optakt til forhandlingerne om overenskomst.
Glem alt om det, og kom til lommerne, lød det fra lønmodtagerne.
Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri, tegnede et billede af en branche i dyb krise. Der er udsigt til fortsat tilbagegang i indtjening og produktivitet. På den baggrund anbefalede han en nulløsning.
Det afviste John Larsen, der er formand for BAT-kartellet og topforhandler for lønmodtagerne:
- Det er ikke første gang, vi har forhandlet overenskomst i nedgangstider med stor ledighed, og vi har været i stand til at finde fornuftige løsninger, sagde han:
- Vi har vist ansvarlighed ved de seneste to overenskomstfornyelser, og lønudviklingen er ikke eksploderet under højkonjunkturen. Dengang blev de fleste penge i arbejdsgivernes lommer. Derfor skal vi naturligvis også have vores del nu.
Lønmodtagerne gjorde det klart, at et af de helt store ønsker er bedre redskaber til at hindre udenlandske firmaer i plat på det danske aftalesystem.
- Det ønske har vi bemærket, og vi kommer nok ikke uden om en eller anden løsning. Vi har et fælles ansvar på dette område, sagde Børge Elgaard, direktør i Dansk Byggeri.
Han slog fast, at der er grænser for, hvor langt arbejdsgiverne vil gå.
- Selvom kravene måske ikke koster penge, så kan også principper blive for dyre, sagde han.
Begge parter erkendte, at en storkonflikt er en reel risiko.
- Vi har ingen konfliktstrategi i øjeblikket. Vi går efter og tror på en forhandlingsløsning til gavn for vores medlemmer, sagde Peter Hougård, formand for bygningsgruppen i Træ-Industri-Byg.
Lagt på: 04. December 2009 09:13
Sidst ændret: 12. Oktober 2011 10:45