Ingen på LM Glasfiber var forberedt på en så voldsom fyringsrunde. Tillidsrepræsentanterne har travlt med at hjælpe deres rystede kolleger. Foto: Michael Bo Rasmussen
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk
Stemningen er særdeles nedtrykt. Og de ansatte på LM Glasfiber er i en tilstand af chok.
Virksomheden varslede torsdag fyring af cirka 700 ansatte i Danmark. En stor del af produktionen flyttes til Kina.
- Jeg er rystet og chokeret. Det er kollegerne også. Vi anede ikke, at en så voldsom fyringsrunde var på vej. Det er bittert at se så mange job forsvinde. Vi har kæmpet for at beholde jobbene, siger fællestillidsrepræsentant Lauge Nielsen.
LM Glasfiber er verdens førende producent af vindmøllevinger. Men nedskæringen betyder lukning af en fabrik i Hammelev og fabrikken ”Vingen” i Lunderskov, så der kun er en enkelt fabrik tilbage i Lunderskov. Det betyder at 700 skal fyres. Heraf cirka 630 3F'ere.
Der er nu nedsat et forhandlingsudvalg, og forhandlingerne om fyringerne starter fredag, siger fællestillidsrepræsentant Lauge Nielsen.
I 3F retter forbundsformand Poul Erik Skov Christensen spotlyset mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
- Det er grotesk, at vi har en statsminister, der fører sig frem på klimaets vegne. Imens flytter vindmølleindustrien ud af landet, fordi de føler sig svigtet af den danske regering, siger Poul Erik Skov Christensen:
- Danmark kunne have haft en klimaindustri i verdensklasse. Men regeringen har forspildt chancen. Og den er direkte skyld i, at tusindvis af danske arbejdspladser forsvinder. I det lys er Lars Løkke Rasmussens klimaløfter ikke andet end varm luft, fortsætter 3F's formand.
Poul Erik Skov Christensen noterer sig, at skåltalerne var fundet frem, da Lars Løkke Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard (K) for nylig indviede Danmarks største havvindmøllepark på Horns Rev.
- Men det skete efter fem år uden en eneste vindmølle, siger han.
Lagt på: 20. November 2009 00:06
Sidst ændret: 20. November 2009 11:54