Vi har brug for støtte, sagde 120 erhvervsskolelever forleden. I stedet står den på træk i børnechecken, når det kniber med uddannelsen. Foto: Thomas Arnbo
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk
Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået forlig om næste års finanslov.
Det får vrede ord med på vejen fra 3F. Blandt andet på grund af manglende indsats mod ledighed. Og en vækstpakke, der er alt for lille.
Samtidig får kommunerne nu mulighed for at stoppe ”børnechecken” til unge, der har vanskeligt ved at tage en uddannelse.
- Det er så langt fra det, de unge har brug for i virkelighedens verden, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.
Det gav de unge et utvetydigt signal om på en konference 9. november. Her havde 3F samlet 120 elever fra erhvervsskoler for at få deres bud på, hvad der kan gøres ved det store frafald.
En af de klare udmeldinger fra eleverne var, at der er brug for opbakning og støtte. Især til de elever, der har det svært.
- De unge har viljen og lysten. Derfor et det dybt forargeligt og forstemmende, at regeringen nu trodser alle anbefalinger og indfører træk i børnechecken. De unge og deres familier har brug for det modsatte: Støtte og opbakning. Det giver man ikke ved at slå dem oven i hovedet, siger Per Christensen.
Lagt på: 12. November 2009 09:19
Sidst ændret: 12. November 2009 12:02
Fakta |
|
Farvel til børnechecken
I aftalen om finansloven for 2010 er regeringen og Dansk Folkeparti enige om, at børnechecken for 15-17-årige omlægges til en såkaldt ungeydelse. |