Regeringen og Dansk Folkeparti gør klogt i at søsætte en vækstpakke. Og mange af pengene vil komme retur i statskassen. Det vurderer AE's økonomer. (Foto: Colourbox).

Økonomer: Vækstpakke er god forretning

Det er rigtig smart at investere i veje, bygninger og jernbaner i næste års finanslov. Det vurderer økonomerne i AE i ny analyse.

Brug flere penge på at renovere nedslidte bygninger, veje og skinner. Det vil skabe flere jobs. Og langt over halvdelen af pengene kommer retur til statskassen.

Sådan lyder opfordringen fra AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) til regeringen og Dansk Folkeparti. De forhandler i disse timer de sidste knaster om næste års finanslov på plads.

- Når regeringen afviser flere offentlige investeringer, argumenterer den med, at der kommer alt for stort et hul i statskassen og ballade med EU. Men det passer slet ikke, siger chefanalytiker Martin Madsen fra AE.

20.000 nye job

Ifølge hans beregninger vil hullet i statskassen kun blive 10 milliarder kroner større, hvis man følger vismændenes anbefalinger om at øge de offentlige investeringer med 26,5 milliarder kroner.
Det vil nemlig skabe op mod 20.000 nye job. Og det giver flere penge i indkomstskat og færre udgifter til dagpenge.

AE anbefaler, at regeringen særligt satser på energirenovering af bygninger, renovering af signaler og skinner samt ny asfalt på vejene

- Det kan komme hurtigt i gang, der er mange jobs i det, og det vil hjælpe mange danskere, siger Martin Madsen.

DF trækker i land

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at der skulle fremrykkes offentlige investeringer for otte milliarder kroner som del af næste års finanslov.

Men før partiets chefforhandler Kristian Thulesen Dahl gik ind til de afsluttende forhandlinger mandag, havde han slækket en del på kravet.

- Det afgørende for mig er ikke, om der sættes otte komma nul af nu. Det afgørende er, at der er en fælles forståelse af, at der skal gøres mere, og at vi sætter noget i gang nu, sagde Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.


Lagt på: 09. November 2009 10:51

Sidst ændret: 10. November 2009 11:11

Dokumenter

  • Se AE's notat om vækstpakke her:

Fakta

Gode råd fra AE-råd - Ny prognose fra OECD dokumenterer, at Danmark fortsat befinder sig i et dybt væksthul. Derfor er der akut behov for at bruge finansloven for 2010 til at igangsætte en ambitiøs vækstpakke.

- Regeringen har i denne uge lagt op til en ny pakke med udskydelse af virksomhedernes indbetaling af A-skat. Ifølge finansministeriets egne beregninger skaber en sådan “kreditpakke” kun omkring 500 job, mens væksten påvirkes med 0,0 procent. Den nye pakke er altså ikke er en vækstpakke. Og kan på ingen måde erstatte en vækstpakke.

- Vismændenes og AE's forslag om en vækstpakke på 26,5 milliarder kroner over to år vil kunne skabe op mod 20.000 nye job.

- Selvom en vækstpakke kan se dyr ud i en tid med store offentlige underskud, løber langt over halvdelen af pengene til en vækstpakke tilbage i de offentlige kasser. Med en vækstpakke på 26,5 milliarder kroner belastes de offentlige finanser således kun med omkring 10 milliarder kroner.

Kilde: AE