Du er ikke alene. Fyringer sker, når man mindst venter det, og selv for den bedste. Ny bog giver gode råd til, hvordan man kan håndtere en fyringssituation. Bob Katzenelson

Fyret? Sådan kommer du videre

Ny praktisk håndbog giver gode tips til, hvordan du kommer på benene igen efter en fyring. Vind en bog.

Vind et eksemplar af bogen

I samarbejde med Dansk Psykologisk Forlag udlodder Fagbladet.dk 7 eksemplarer af Rikke Høgsteds bog.

Konkurrencen er afsluttet.

Hvad laver du så?

Der bliver helt stille ved bordet. Alle kigger på dig, håndfladerne bliver svedige - for hvad pokker skal man svare, når man er blevet fyret, knock-outet i et samfund, hvor man bliver bedømt på ens arbejde.

De gode svar på spørgsmålet er ikke lette, men de findes. I bogen ”Kom på benene igen” får du helt konkret fem gode ideer til, hvordan du redder situationen.

Du er ikke alene

Håndbogen er skrevet af krisepsykologen Rikke Høgsted, der ud over meget konkrete ”sådan-kan-du-gøre” tips, giver en lang række gode råd til, hvordan man rejser sig, når man er sendt til tælling af en fyring.

Hun skriver om det kaos af følelser, der ofte følger i kølvandet på en fyring. Følelser som ”hvorfor mig vreden”, frygt for fremtiden og skammen over at være fravalgt. Men der er også gode råd som at finde sine åndehuller, der giver pause fra problemerne. Og råd til, hvad familie og venner kan gøre.

Læs den, og husk så som bogen skriver: Du er ikke alene. Fyringer sker, når man mindst venter det, og selv for den bedste.

8 gode råd til hvordan du kommer på benene igen

Når man er sendt til tælling, truer følelsen af hjælpeløshed tit. Men man behøver ikke nødvendigvis at være blevet slået ud. Man samler blot kræfter til at komme tilbage på benene igen.

1. Accepter og anerkend, at det er normalt at reagere
Giv plads til de følelser og tanker, som du nu engang har. Også selvom du måske synes, de er mærkelige eller upassende. Det hjælper tit både at græde, grine, rase og skælde ud, når en fyring sender dig til tælling.

2. Pas på dig selv
Ét ‘uheld' kommer sjældent alene. Når man er under pres, har man en tendens til at glemme at passe på, hvilket øger risikoen for ulykker.

3. Tal med andre om, hvordan du har det
At dele tanker med andre er en god måde at skabe fælles forståelse for, hvad der er sket. Tillad dig selv at fortælle om det samme igen og igen, hvis du har brug for det. Det er ofte den måde, man bedst bearbejder svære oplevelser på, så man kan komme videre.

4. Skriv dine tanker ned
At føre en dagbog eller logbog er en effektiv måde at øge selvindsigten på. Gennem skriveprocessen får man mere styr på tankerne, hvilket giver ro. Skriv det ned, du er optaget af, og lad være med at censurere i teksten. Vis teksten til andre, hvis du har lyst til det. Eller lad det være dine egne personlige noter.

5. Undgå at isolere dig
Vi mennesker er afhængige af hinandens løbende feedback for at forstå, hvad der sker omkring os. Hvis du isolerer dig, risikerer du, at det begynder at køre i tomgang eller køre i ring for dig. Husk på, at isolationsfængsling er noget af det hårdeste, et menneske kan udsættes for i vores samfund. Udsæt ikke frivilligt dig selv for det!

6. Flygt ikke fra problemerne - det forsvinder de ikke af!
Det kan være fristende at bruge alkohol, medicin eller hektisk aktivitet for at undgå at mærke og tænke på de problemer, fyringen har medført. Drop imidlertid disse bagdøre og eventuelle overspringshandlinger. De giver dig sikkert kun flere problemer, end du har i forvejen.

7. Tag imod andres hjælp, og vær der også for dem
Drop ideen om at klare det hele selv, og tag i stedet for imod hjælp og forståelse fra omgivelserne. Husk også at give personerne omkring dig plads til at reagere. Det ene øjeblik er det dig, der måske er nede og ligge. Det næste øjeblik måske en af de andre. Vær der for hinanden.

8. Hold pause fra problemerne
Sørg for, at du og dine nærmeste indimellem får noget andet at tænke på. Foretag jer noget sammen, I godt kan lide, og tillad jer at glemme det hele lidt. Prøv at skiftes til at bestemme, hvad I skal lave.

Kilde: Krisepsykolog Rikke Høgsted


Lagt på: 05. November 2009 11:43

Sidst ændret: 17. November 2009 00:47

Dokumenter

  • Se 3F's notat om ledigheden blandt 3F'ere her: