3F håber på norske tilstande for posten i Danmark. I Norge er en planlagt liberalisering blevet udsat. Det skete efter kampagne fra norsk fagbevægelse.
Af Peter Andersen, Fagbladet 3F, peter.andersen@3f.dk
Et politisk flertal i Norge er nu klar til at udskyde en planlagt liberalisering af omdeling af breve. Det kan det norske postforbund, Postkom, stort set tage æren for
Stortinget havde besluttet, at den sidste del af markedet (almindelige breve under 50 gram) skal gives frit fra 2011. Ganske som i andre europæiske lande. Men to uger før det nyligt afholdte valg meddelte Arbeiderpartiet, at man – som de to andre partier i den norske regering – støttede en udsættelse.
- Vi er så vidt vi ved det eneste fagforbund i verden, som er lykkedes med at bremse en planlagt liberalisering, sagde formand for Postkom, Odd Christian Øverland, torsdag på årsmødet i landsbrancheklubben 3F Post.
Norge er ikke medlem af EU, men er med i det såkaldte EØS-samarbejde. Dermed er Norge reelt forpligtet til at følge EU's direktiver. Og dermed beslutningen om, at den sidste del af postmarkedet skal være frit fra 2011.
Et bredt flertal i det danske folketing har også stemt for liberaliseringen. Men et af forligspartierne, Socialdemokraterne, støtter nu en udskydelse. Det skyldes. at mængden af post er faldet 10 procent det seneste år på grund af krisen. Det glæder man sig over i 3F Post, hvor kun har lovord til overs for Postkoms indsats i Norge.
- Vi håber, vi kan gøre noget tilsvarende i Danmark, og vi vil holde tæt kontakt til Socialdemokraterne og SF. Vi overvejer sågar at tage kontakt til Dansk Folkeparti, som har udtrykt, at liberaliseringen ikke må medføre serviceforringelser, sagde den afgående formand for 3F Post, Jens Bendtsen.
Hovedargumentet mod liberalisering er, at den enten vil betyde ringere service eller højere skatter. Det skyldes, at konkurrenter kan gå ind og overtage de områder, der kan tjenes penge på. Imens har de gamle nationale selskaber som Posten Norge og Post Danmark pligt til også at servicere de mest øde fylker og øer.
Det var et af hovedargumenterne i Postkoms kampagne, som ikke begrænsede sig til politiske kontakter.
Medierne – især de lokale – blev fodret med stof til artikler, der blev gennemført høringer og demonstrationer. Og så fik Postkom lavet meningsmålinger, som viste, at højest 10 procent af befolkningen støtter en liberalisering i 2011.
- I Norge bor halvdelen af befolkningen i Oslo og omegn. I resten af landet bor der syv-otte mennesker pr. kvadratkilometer. De kunne jo godt se, hvad EU-direktivet ville betyde for dem, sagde Odd Christian Øverland.
Indtil videre er liberaliseringen udskudt, men som 3F Post håber Postkom, at den tages helt af bordet.
Lagt på: 02. Oktober 2009 11:02
Sidst ændret: 03. Oktober 2009 21:32