Der er pause i konflikten i Trekronergade. Her er håb om en aftale i løbet af onsdagen. På billedet ses 3F's forbundsformand forbi blokaden forleden. (th) Foto: Harry Nielsen.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Parterne i den højspændte faglige konflikt om overenskomstdækning af polske arbejdere på et byggeprojekt i Trekronergade i Valby er tirsdag blevet enige om våbenhvile.
Samtidig er der aftalt et nyt møde onsdag middag. Her håber man at kunne afslutte den mere end to måneder lange konflikt ved at underskrive overenskomster for arbejdet.
Våbenhvilen blev aftalt på to møder i løbet af tirsdag mellem 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening og Byggefagenes Samvirke på den ene side. Og med bygherren Trekroner Penthouses Aps på den anden.
Våbenhvilen indebærer, at byggearbejdet i Trekronergade indstilles. Det samme gør den fysiske blokade foran byggepladsen. Parterne er enige om, at der tegnes overenskomst med såvel det polske byggefirma Tomis Construction som Trekroner Penthouses.
- Vi er kommet langt. Og vi har al mulig grund til at tro, at vi nu kan komme det sidste stykke og i mål med en aftale, som sikrer, at de polske arbejdere får løn, der er normalt på danske arbejdsmarked. Og det er lige bestemt det, det har handlet om fra første dag, siger Jesper Weihe, formand for Bygge-gruppen i 3F BJMF.
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri lagde lokaler til det første af tirsdagens møder og har lovet at bidrage igen onsdag.
Konflikten i Trekronergade betragtes ikke som alene et dansk anliggende.
Alle de nordiske byggefagforbund samlet i NBTF følger med i hvad der betegnes som en principielt vigtig konflikt. NBTF sender i en udtalelse stærk støtte til ”de danske kammerater” og frygter for konsekvenserne, hvis det ikke lykkes at få tegnet en overenskomst.
”Vi får en situation, hvor mennesker bliver en handelsvare, og hvor lønmodtagernes rettigheder ofres”, hedder det blandt andet.
Lagt på: 22. September 2009 19:42
Sidst ændret: 22. September 2009 20:13