Ledigheden stiger atter for 3F'ere. Nu sker det på nye områder. Blandt andet inden for rengøringsbranchen. Arkivfoto: Thomas Fredberg.
Af Lene Petersen, Fagbladet 3F, lene.petersen@3f.dk
Hidtil har det især været mænd i industrien og byggeriet, der har lagt ryg til den økonomiske krise og fyringer i Danmark. Og det især i Jylland.
Nu tyder nye 3F-tal for ledigheden på, at kvinder og etniske minoriteter står for tur. Og det især i Københavns-området.
Tallene viser, at ledigheden i 3F efter en kort sommerpause er steget med cirka 500 medlemmer.
Den nye stigning er især sket i transportbranchen, på det offentlige område samt inden for privat service og det grønne område. Tallene er korrigeret for sæsonudsving. Til gengæld er ledigheden faldet lidt inden for byggeri og industri.
3F's cheføkonom Anita Vium peger på, at især ledigheden i forbundets private servicegruppe er steget forholdsvis meget fra juli til august: Med 5,6 procent.
- Hvis krisen breder sig til andre brancher. For eksempel hotel, restauration og rengøring. Så kommer vi til at se nye grupper af ledige, som vil få sværere ved at få arbejde igen, vurderer hun.
I 3F Industri og Service København kan a-kasseleder Berit Pedersen genkende tendensen.
- Stigningen er ikke dramatisk. Men vi kan godt se, at ledigheden begynder at stige. Det ser især ud til at være rengøringsselskaber, der mister deres kontrakter. Der er også begyndt at komme medlemmer og melde sig fuldtidsledige, efter at de har opbrugt deres 30 ugers supplerende dagpenge, siger Berit Petersen.
- Og ja, selvom der også er mænd i branchen, så er det ofte kvinder. Og mange af dem er af anden etnisk herkomst, hvor rengøringsjobbet er deres vej ind på arbejdsmarkedet, uddyber hun.
Lagt på: 10. September 2009 11:33
Sidst ændret: 10. September 2009 12:42