Det polske firma S-Bud har som underentreprenør lavet jord- og betonarbejde på Copenhagen Towers. De ansatte er blevet snydt. Og 3F må inddrive pengene i Polen. Foto: Harry Nielsen.

Danske byggefirmaer skal hæfte for udlændinge

Hvis udenlandske underentreprenører stikker af fra snyd, skal regningen lande på de danske hovedentreprenørens bord. Det kræver 3F's Byggegruppe.

Danske entreprenørvirksomheder skal ikke kunne fralægge sig det økonomiske ansvar, hvis deres udenlandske underentreprenører snyder ansatte og stikker af fra regningen.

Det siger man i Byggegruppen i 3F. Derfor vil der i forbindelse med de kommende forhandlinger om overenskomster blive stillet krav, så en sådan regning lander på hovedentreprenørens bord.

- Det er uholdbart, at udenlandske underentreprenører kan underbetale deres ansatte og snyde både dem, os og hovedentreprenøren. Og at de så stikker af, når vi gennem det fagretslige system har fundet ud af, hvad regningen lyder på, siger formand for Byggegruppen John Larsen.

Skærpet krav til aftaler:

- Derfor skal vi have stærkere bestemmelser i overenskomsten. Hvordan de præcis skal se ud, skal der forhandles om. Men det afgørende er, at hovedentreprenøren ikke kan frigøre sig fra det økonomiske ansvar i forbindelse med overenskomsten, når et arbejde sendes videre til en underentreprenør, siger John Larsen.

Helt aktuelt er det polske byggefirma S-Bud i Arbejdsretten blevet idømt bod på tilsammen 1,3 millioner kroner. Firmaet havde snydt sine ansatte i forhold til den overenskomst, det var forpligtet af som medlem af Dansk Byggeri. S-Bud arbejdede som underentreprenør for den danske entreprenørkoncern Pihl.

S-Bud har ikke længere aktivitet i Danmark. Pengene skal derfor inddrives i Polen. Pihls direktør Halldor Ragnarsson mener ikke, at Pihl skal betale boden.

Dybt krænkende for retsbevidstheden

Byggegruppen og Dansk Byggeri har besluttet at indlede drøftelser om, hvordan man kan styrke overenskomsten på området.

- Det tager jeg som udtryk for, at også Dansk Byggeri er interesseret at få skærpet bestemmelserne, siger John Larsen.

- I de fleste tilfælde, så er det udenlandske firma væk fra Danmark, når de faglige sager afsluttes med bod og efterbetaling. Og erfaringerne med at drive pengene ind i for eksempel Polen er mildt sagt elendige. Det er dybt krænkende for retsbevidstheden, at man kan stikke af fra regningen. Men det er også alarmerende, at man kan påføre danske firmaer og danske lønmodtagere unfair konkurrence i ly af overenskomsten. Derfor har jeg både tro på og håb om, at vi i fællesskab kan gøre overenskomsten til et endnu stærkere værktøj på dette område, siger han.

Såvel videreførelse af overenskomsten til underentreprenører som bedre kontrolmuligheder er markante og gennemgående krav fra såvel afdelinger som byggemedlemmer til de kommende overenskomstforhandlinger.


Lagt på: 10. September 2009 11:22

Sidst ændret: 10. September 2009 12:38