Med politiets hjælp har bygherren Trekroner Penthouses fået leveret materialer til sit byggeri. Foto: Harry Nielsen.

Ny optrapning af faglig konflikt

Politiet fjernede blokadevagter i konflikten i Trekronergade og brød dermed sympatikonflikt.

Konflikten i Trekronergade i Valby tog onsdag middag en ny dramatisk udvikling, da politiet brød den faglige blokade.

30-35 politibetjente fra Københavns Politi fjernede blokadevagterne og skaffede dermed adgang for leverancer af materialer til byggepladsen. Dermed brød politiet en lovlig sympatikonflikt.

De polske arbejdere flyttede herefter under politiets beskyttelse både tagtegl og lægter ind i ejendommens baggård. Det skete med håndkraft. De fleste polakker var blot iført åbne sandaler.

Materialerne blev leveret i en udlejningsbil.

Indsatsleder ved aktionen Henrik Svejstrup siger til Nyhedsbrevet 3F, at politiet dermed ikke har taget stilling i sagen.

- Vi er blevet tilkaldt af bygherren, der er blevet forhindret i at få materialer ind. Det er det.

- Vi er ikke part i sagen og forholder os slet ikke til den faglige konflikt, siger han.
Indsatslederen vil ikke kommentere, at politiet med sin indsats har bidraget til social dumping på det danske arbejdsmarked.

3F: Signal om kamp

I Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der gennem et par måneder har forsøgt at få overenskomstdækket arbejdet i ejendommen Trekronergade 5-11, mener man, at der er tale om en alvorlig optrapning.

- Det er vist mere end bare et signal om, at Trekroner Penthouses ikke vil forhandlingsløsningen, siger gruppeformand Jesper Weihe.

- Vi har for flere uger siden tilsendt Trekroner Penthouses et overenskomstkrav, og vi har de seneste dage gjort nye forsøg på at komme i kontakt med dem. Nu siger de vist så klart, det kan siges, at de ønsker kamp, siger Jesper Weihe.

Byggepladsen har de seneste to uger været omfattet af sympatikonflikt, som indebærer, at organiserede mestre og arbejdere ikke må levere arbejde og materialer til byggepladsen. Det er denne konflikt, bygherren nu har brudt med politiets hjælp.


Lagt på: 09. September 2009 14:10

Sidst ændret: 10. September 2009 12:47

Fakta

Kort om Trekroner Tagetagen i ejendommen Trekronergade 5-11 og Bryggerivej 2-6 i Valby indrettes til penthouse-lejligheder.

Andelsboligforeningen har solgt rettighederne til udviklingsselskabet Tomahawk Development, der har dannet selskabet Trekroner Penthouse til opgaven.

De er formelt bygherre på projektet. Og har entreret med det polske byggefirma Tomis Enterprise, der har afvist at indgå en såkaldt Laval-overenskomst med 3F BJMF.

Det vil sige en overenskomst specielt tilpasset udenlandske udstationerende virksomheder.

Tomis er derfor blokeret, og der er sympatikonflikt mod hele byggepladsen med start 29. august.

Forhandlingerne brød endegyldigt sammen 17. august.

Der er herefter 18. august til Trekroner Penthouses fremsendt krav om tiltrædelsesoverenskomst.

Nu har Trekroner Penthouses forgæves søgt optagelse i Dansk Byggeri.