Trods høj uddannelse har godt 2.800 indvandrere ufaglærte job. Som taxichauffør eller i andre af 3F'ernes brancher. Arkivfoto.

2.800 højtuddannede indvandrere i 3F-job

Knap 2.800 3F'ere med indvandrerbaggrund har en videregående uddannelse. Men de kan ikke bruge den i Danmark. Spild, mener 3F.

Der råbes højt på uddannet arbejdskraft. Alligevel har 2.797 med indvandrerbaggrund et 3F-job trods en lang eller mellemlang videregående uddannelse.

Men de kan ikke få et job, der svarer til deres kvalifikationer. Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Videnskabsminister Helge Sander kan ikke genkende billedet af, at det er svært at få godkendt en udenlandsk uddannelse for at kunne arbejde i Danmark. Men han peger på, at det er at foretrække, hvis kvalifikationerne anvendes bedst muligt.

- Det er svært ud fra AE's undersøgelse at vurdere, hvad grunden er. Om det skyldes udenlandske eksaminer, som arbejdsgiverne har svært ved at vurdere, eller andre forhold på arbejdsmarkedet, siger han.

Skubber andre ud

Økonom i AE, Mie Dalskov, står bag undersøgelsen. Og hun forklarer det store antal indvandrere og efterkommere i 3F-job trods videregående uddannelser med, at de ikke har kunnet få et job i Danmark, der svarer til deres kvalifikationer:

- Udover at det er et kæmpe ressourcespild, betyder det også større kamp om 3F-job. Når højtuddannede kommer i ufaglærte job, så skubber det nogle andre ud, siger hun.

3F: Spild af ressourcer

3F's næstformand Jane Korzcak kalder situationen “spild af ressourcer”.

- Det er synd og skam, at de ikke kan få godskrevet det, de kan. Der er berøringsangst overfor uddannelser udefra, og så ved vi jo desværre, at det kan være vanskeligt at gøre karriere med et udenlandsk navn og baggrund, siger hun.

Jane Korczak mener, at der er noget rivende galt med systemet, når der er råd til at lade højtuddannede gå rundt. Hun peger på, at samfundet kunne få langt mere glæde af de højtuddannede, hvis de blev kompetenceafklaret rigtigt og hurtigt.


Lagt på: 02. September 2009 10:10

Sidst ændret: 02. September 2009 12:46

Fakta

7 gange flere Andelen af højtuddannede er med 7,8 procent syv gange større blandt 3F'ere med indvandrerbaggrund end etnisk danske 3F'ere.

Her har 1,1 procent en mellemlang eller videregående uddannelse.