Forebyggelsesfonden er klar med millionstøtte til de første seks virksomheder, der hjælper ansatte med læseproblemer.

Millionprojekter for læsesvage

Forebyggelsesfonden klar med støtte til virksomheder, der hjælper ansatte med læseproblemer. Det kommer blandt andet 75 kortuddannede på Thule Trailers til gode.

Forebyggelsesfonden er nu klar med millioner af kroner, der skal hjælpe den halve million voksne danskere, der har så store læseproblemer, at det går ud over jobbet.

Foreløbig har fonden bevilget støtte til seks virksomheder. Støtten går til projekter, der ændrer og forbedrer kommunikationen på jobbet, så også de læsesvage kan være med - som supplement til læsekurser.

Specialkonsulent i Forebyggelsesfonden Peter Andersen pointerer, at det er vigtigt at støtte projekter, der kan sikre, at alle er med.

Risikerer jobbet

De har også fået støtte

Elite miljø, Horsens A/S:

Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland A.M.B.A..

G. Tscherning A/S kontor – lager – værksted, Hedehusene.

HBN – Teknik A/S, Ringsted.

Hjemmeplejen i Helsingør

- Mange har problemer med at læse, og det er vanskeligere at klare jobbet, hvis det kniber med at forstå den skriftlige kommunikation. I sidste ende risikerer man at blive marginaliseret. Et af målene er, at færre ansatte forlader arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan klare læsekravene, siger han.

Hårdt fysisk arbejde

Blandt støttemodtagerne er Thule Trailers A/S på Fyn, der har fået penge til et projekt rettet mod 75 ufaglærte medarbejdere i produktionen, hvor nogle er ordblinde og andre har anden etnisk baggrund end dansk.

- Vi er en arbejdsplads med hårdt fysisk arbejde, og vi vil gerne forebygge nedslidning af bevægeapparatet og reducere sygefraværet, siger produktionschef Henrik Clausen, der har søgt om 1,3 millioner kroner til projektet.

Alle skal forstå instrukser

Virksomheden bruger pc'er i hele produktionen, og planen er blandt andet, at hver gang, der startes produktion op, kommer der automatisk instruktioner frem på skærmen.

- Instruktionerne fortæller medarbejderne, hvordan de udfører arbejdet korrekt. Det er så vidt muligt ved hjælp af figurer og så lidt tekst som muligt. Forudsætningen for at komme videre med arbejdsmiljøet er, at alle forstår instruktionerne, siger han.

Virksomheden har også sat gang i læseundervisning for ordblinde og i projektet ligger også kompetenceafklaring, hvor der udarbejdes uddannelsespakker for medarbejderne.

- Alle skal kunne forstå instruktionerne, hvis vi skal videre med arbejdsmiljøet, siger produktionschef Henrik Clausen.


Lagt på: 13. August 2009 10:30

Sidst ændret: 13. August 2009 11:59

Fakta

350 millioner kroner i år Forebyggelsesfonden er en del af velfærdsaftalen fra 2006. Det overordnede formål med fonden er at give støtte til projekter, der kan forebygge og forhindre fysisk og psykisk nedslidning på danske arbejdspladser. Fonden kan i alt uddele tre milliarder kroner over ti år til projekter.

De første ansøgningsrunder blev gennemført i 2007, hvor fonden kunne give op til 200 millioner kroner i støtte til projekter. I de efterfølgende år er den årlige ramme på 350 millioner kroner.