Carsten Johansen er selv ordblind. Nu må slås med skolen for specialundervisning til hans søn Magnus. (Foto: Uffe Weng).

Far slås for ordblind søn

Carsten Johannesen har måttet kæmpe for, at hans ordblinde søn får den specialundervisning, han har ret til. Skolen har været en mur af manglende vilje. Se fortællingen på Fagbladet TV'.

Sådan hjælper du dit barn

1. Har du mistanke om, at dit barn har vanskeligheder med at stave eller læse, skal du kontakte skolen. Den kan fortælle dig om mulighederne for, hvem der kan teste dit barn.

2. Sørg for, at der er klare linjer for, hvordan specialundervisningen tilrettelægges. Det sker i samråd med skoleleder, skolepsykolog og dansklærer.

3. Hvis du føler, at skolen ikke lever op til sit ansvar, skal du henvende dig til kommunen. Den har ifølge folkeskoleloven det klare ansvar for, at den enkelte kommune tilbyder undervisning efter barnets behov.

Kilde: Ordblindeforeningen.

Forventer du særbehandling til Magnus?

Sådan lyder spørgsmålet fra viceskolelederen, da Carsten Johannesen beder om, at 10-årige Magnus får den specialundervisning, han har krav på ifølge loven.

Carsten Johannesen har altid selv haft svært ved at læse og stave. Derfor er han ekstra opmærksom, da det allerede i børnehaveklassen viser sig, at sønnen Magnus har de samme problemer.

Magnus bliver testet for ordblindhed første gang i 2. klasse på Solbakkeskolen i Frederikssund Kommune. Testen viser, at Magnus er ordblind, og han får derfor specialundervisning.

Han bliver testet igen i maj 2008, lige inden 3. klasse slutter. Selvom testen viser, at Magnus stadig er ordblind, er det slut med specialundervisningen.

- Da han starter i 4. Klasse, sker der slet ikke noget de første tre-fire måneder. Da han ikke har lektier for, begynder jeg at reagere kraftigt, siger Carsten Johannesen, der er specialarbejder hos Dong Energy og til daglig er alene med Magnus.

For lidt støtte

Carsten Johannesen arrangerer et møde med skolens viceskoleleder, Cherry Robinson. På mødet spørger hun, om han "forventer særbehandling" til Magnus.

- Jeg blev helt mundlam og vidste ikke, hvad jeg skulle gribe og gøre i, så jeg tyggede lidt på det. Men så var det, at jeg sammen med min svoger fandt sider på nettet om Folkeskoleloven.

På et møde i november sidste år præsenterer Carsten Johannesen viceskolelederen for Folkeskolelovens paragraf 3, stk. 2:

"Til børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives der specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand."


Tre dage efter mødet bevilger skolen igen specialundervisning til Magnus.

Carsten Johannesen føler, at skolen har svigtet hans dreng. Så når Magnus nu begynder i 5. klasse, vil han holde skolen op på dens ansvar.

- Jeg vil gå mere til dem. Jeg synes, det her er for dårligt. Støtte har jeg haft for lidt af, siger Carsten Johannesen.

Viceskoleleder Cherry Robinson har ikke ønsket at kommentere på sagsforløbet.

Fagbladet TV: Far kæmper for sin ordblinde søn.


Lagt på: 06. August 2009 00:06

Sidst ændret: 07. August 2009 11:08

Fakta

3F støtter konference om ordblindhed Den 19. og 20. august afholdes der en stor international forskningskonference i København om ordblindhed og læseproblemer.

Konferencen er et privat initiativ af videnskabelige institutioner, skoleforeninger og organisationer. 3F deltager og er sponsor med 300.000 kroner.

- Vi er med, fordi vi dagligt møder læseproblemernes forbandelse. Vi er nok det forbund med flest medlemmer, som døjer med bogstaverne. Og som derfor aldrig får gjort noget ved deres uddannelse, siger formand for 3F Poul Erik Skov Christensen.

3F: Her kan du få hjælp, hvis du er ordblind.