Kun 120 polske virksomheder er tilmeldt det lovpligtige register over udstationerende virksomheder.
Af Torben Kragh,Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Blot 120 polske virksomheder udstationerer arbejdskraft til Danmark.
Det er i hvert fald det antal polske virksomheder, der har anmeldt deres aktivitet til RUT-registret, det særlige register, som 1. maj 2008 blev lovkrav for alle udenlandske virksomheder, der midlertidigt udstationerer medarbejdere til opgaver i Danmark.
En helt aktuel statistik fra RUT-registret, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har udarbejdet til Nyhedsbrevet 3F, viser, at der totalt er anmeldt 466 virksomheder og heraf er de 120 altså polske - eller en fjerdedel af alle tilmeldte.
- Tallene fortæller jo blot, at virksomhederne ikke tager RUT alvorligt. De anmelder sig ikke, siger Jesper Weihe, formand for Byggegruppen i 3F BJMF i København.
- Af de polske byggefirmaer, som vi truffet og tjekket de seneste uger, er ikke ét eneste af dem tilmeldt RUT. Vi har derfor i nogle tilfælde foretaget politianmeldelse. RUT er desværre ikke blevet det redskab, vi havde håbet, og det kan det heller ikke være for de offentlige myndigheder, siger han.
Formanden for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn Bo Rosschou mener direkte, at fagforeningerne er blevet snydt.
- Vi blev lovet en effektiv registrering, men vores oplevelser viser, at virksomhederne ikke tilmelder sig, og at det er uden konsekvens for virksomhederne.
3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen har tidligere anbefalet, at der gives klækkelige bøder for ikke at lade sig registrere.
- Det skal være meget, meget dyrt at bedrage det danske samfund. Bøderne skal have en størrelse, så de virker afskrækkende. Det gør en standardbøde på 5.000 kroner ikke.
BAT-kartellet har tidligere på året vurderet, at blot et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel af de udstationerende virksomheder i Danmark har fundet vej til RUT.
Opgørelsen, der er foretaget 1. juli, viser, at de tyske virksomheder med 279 virksomheder i RUT udgør 60 procent af de anmeldte.
RUT blev etableret blandt andet for at give skattemyndighederne overblik over de udenlandske virksomheder og deres medarbejderes aktivitet i landet. Virksomhederne er skattepligtige efter et år i Danmark, de udstationerede medarbejdere efter et halvt år.
Lagt på: 14. Juli 2009 10:10
Sidst ændret: 14. Juli 2009 10:30
Fakta |
|
Fakta om RUT pr. 1. juli 2009
I alt er 466 virksomheder registret i RUT. Heraf er der 279 tyske virksomheder. Der er 120 polske og 19 litauiske virksomheder i registret. Der er virksomheder fra 19 forskellige lande. De 466 virksomheder har tilsammen anmeldt 4856 medarbejdere - eller godt 10 udstationeret medarbejder pr. virksomhed. De tyske medarbejdere udgør naturligt nok flertallet med 2581 udstationerede, mens der ifølge registret er 1535 udstationerede polakker. |