-Det er gået fra slemt til skidt, siger 3F's formand.
Af Lene Petersen, Fagbladet 3F, lene.petersen@3f.dk
Ledigheden er mere end fordoblet det sidste år. Det viser de nye ledighedstal fra Danmarks Statistik. I juni sidste år var der 46.600 ledige. Nu er der 97.000. Det svarer til 3,5 procent af arbejdsstyrken.
Fra april til maj blev 4.100 ledige. Det er en lidt lavere stigning end de foregående måneder. Det får flere bankøkonomer til at se lyst på tallene og kalde dem ”måske den bedste økonomiske nyhed i år”.
3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er knap så positiv.
- Selvfølgelig glæder jeg mig over, at der den sidste måned ikke er sendt så mange ud i arbejdsløshed, som månederne før, og som man kunne have frygtet. Men det ændrer jo ikke ved, at vi står overfor en stor krise på arbejdsmarkedet i de kommende år, siger han.
- Selv om stigningen ikke er så høj som de foregående måneder, er der stadig tale om en stigning – 1.000 flere mistede jobbet hver uge i maj måned. Hvis det fortsætter, kommer vi op på 130.000 ledige i slutningen af i år, pointerer Poul Erik Skov Christensen.
- Det er gået fra slemt til skidt. Vi mener stadig, at regeringen er alt for passiv, når vi ser på hvordan arbejdsmarkedet vil se ud de kommende år. Vi venter fortsat på effektive tiltag, der kan øge beskæftigelsen. Og vi venter på tiltag overfor de 100.000 ledige. Hvorfor skal en ufaglært ledig vente ni måneder på at få lov at uddanne sig? Det er spild af gode ressourcer. Giv ham da noget uddannelse med det samme, så både den enkelte ledige og samfundet i det hele taget kan komme styrket ud af det, når krisen engang vender og der bliver efterspørgsel efter arbejdskraften igen, pointerer Poul Erik Skov Christensen.
Lagt på: 02. Juli 2009 11:18
Sidst ændret: 02. Juli 2009 11:22