IT-rygsækken indeholder blandt andet en bærbar computer, en scanner og en særlig pen, som kan læse tekst op.

Ordblind og tillidsvalgt

En it-rygsæk gør det lettere for ordblinde at påtage sig et tillidshverv. Man kan søge om it-hjælpemidler i det lokale jobcenter.

Ikke ligefrem den nemmeste kombination, uanset om man kæmper med at stave sig igennem overenskomsttekster som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljøregler som sikkerhedsrepræsentant.
Men der er måske hjælp at hente. En hjælp, der kan få flere ordblinde til at stille op.

Kim Andersen, der er tillidsrepræsentant i NCC Road, har været i Jobcentret for at søge om en it-rygsæk.
- Jeg har taget en test, der viser, at jeg er ordblind nok til at få en it-rygsæk. Indtil videre har jeg haft en på prøve, og den er en stor hjælp, både på arbejdet og derhjemme, siger han.

Få teksten læst op

En it-rygsæk er rent faktisk en rygsæk, der blandt andet indeholder en bærbar computer, en scanner og en særlig pen. Når man lyser med pennen henover et ord, man har skrevet, eller en svær tekst, bliver det læst op.

- De fejl man laver som ordblind bliver ikke altid fanget i den almindelige stavekontrol. Jeg kan for eksempel ikke se, om jeg skriver læse eller lære, siger Kim Andersen.

Han har fået at vide, at det kan være sværere at få bevillingen igennem, når han er i arbejde.
- Men jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at gå i lære som asfaltør, og så skulle der være gode muligheder, siger Kim Andersen.

Som ikke kun har tænkt sig at bruge it-rygsækken, når han er på arbejde.
- Jeg glæder mig også til at kunne deltage mere i debatten på tillid.dk, siger han.


Lagt på: 01. Juli 2009 15:24

Sidst ændret: 15. Juli 2009 14:47

Fakta

Mere hjælp Voksne ordblinde i job kan søge om støtte gennem jobcentrets handicapkompenserende ordninger.

Det gælder både ansatte og selvstændige.

Støtten skal søges gennem et lokale jobcenter

Der skal foreligge dokumentation for ordblindhed.


www.adgangforalle.dk kan man downloade et program, så man kan få en vilkårlig tekst læst op.