Alle 3F-grupper i SAS har sagt nej til at gå ned i løn. 3F Kastrup tilbyder hjælp til at finde alternativer. Arkivfoto
Af Peter Andersen, Fagbladet 3F, peter.andersen@3f.dk
Modsat funktionærerne har 3F-medlemmerne i SAS sagt entydigt nej til ledelsens forslag om at gå ned i løn.
- 3F'erne i SAS tjener ikke mere end deres kolleger i konkurrerende firmaer. Lønnedgang ville være unfair konkurrence over for dem, siger Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup.
1. marts accepterede enkelte 3F-grupper, at deres løn blev fastfrosset.
- Nu bliver de så stillet over for et forslag om en egentlig lønnedgang. Det beviser jo bare, at det svarer til at tisse i bukserne en kold vinterdag, siger afdelingsformanden.
Han tror ikke, 3F'ernes beslutning vil betyde flere fyresedler end ellers.
- Der skal jo være nogen til at slæbe kufferter og gøre rent. Uanset lønniveauet vil der jo ikke være medarbejdere i overskud. Faktisk er der for få i øjeblikket, siger Henrik Bay-Clausen.
Han tilbyder SAS at finde alternativer, der kan hjælpe SAS økonomisk – både på kort og langt sigt.
Lagt på: 01. Juli 2009 19:19
Sidst ændret: 02. Juli 2009 12:24