Det er Undervisningsministeriet og ikke eleverne, der skal skal forhandle med Borris Landsbrugsskole om de penge, skolen har snydt dem for, mener 3F. Foto: Morten Halskov
Af Morten Halskov, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk, Foto:
Snydte elever på Borris Landbrugsskole skal ikke være nødt til at forhandle med skolen om deres egne penge. I stedet skal den skandaleramte skole nær Skjern straks udbetale hele det beløb, som eleverne er blevet snydt for.
Sådan lyder meldingen fra 3F, efter at ledelsen for den vestjyske skole har erkendt at have opkrævet godt en million kroner for meget i betaling fra elever for kost og logi.
- Elever på Borris Landbrugsskole skal ikke hver især sidde med en pistol for panden og forhandle med skolens ledelse om tilbagebetaling af de penge, som Undervisningsministeriet for længst har krævet refunderet. Det er helt ude i hampen, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.
Konkret foreslår Den Grønne Gruppe i 3F, at Borris Landbrugsskole får et påbud om at indbetale det millionbeløb, som skolen har snydt dens elever for, på en lukket konto i Undervisningsministeriet.
- Ledelsen på Borris Landbrugsskole har i flere tilfælde vist, at den slet ikke kan klare at styre elevbetaling på en hæderlig måde. Så derfor må Undervisningsministeriet nu træde i karakter og straks sikre de snydte elever deres penge, siger forhandlingssekretær Morten Fischer-Nielsen.
Ud over penge for kost og logi skal eleverne også have refunderet skolens overpris for bøger, skoleture og internet fra den lukkede konto i ministeriet, mener 3F.
Lagt på: 25. Juni 2009 11:10
Sidst ændret: 25. Juni 2009 11:25
Fakta |
|
Økonomisk uvished
Undervisningsministeriet krævede i august 2008, at Borris Landbrugsskole skulle betale de penge tilbage til eleverne, som skolen havde taget i overpris for kost og logi. |