Borris Landbrugsskole har ulovligt opkrævet 63.000 kroner fra 21 elever, som ikke ønskede at fortsætte på skolen.
Af Morten Halskov, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk
Går den, så går den! Sådan synes tankegangen at være hos ledelsen for Borris Landbrugsskole.
Den skandaleramte skole nær Skjern har tjent 63.000 kroner på, at 21 elever ikke ønskede at fortsætte på skolen. Pengene er opkrævet på trods af, at skolens ledelse selv tvivler på, at gebyret er lovligt. Det viser en redegørelse fra den vestjyske skole til Undervisningsministeriet, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i:
"Vi har administrativt valgt at indføre et administrationsgebyr. Det er usikkert, om der er lovhjemmel til dette," skriver skolens bogholder i redegørelsen.
Nyhedsbrevet 3F afslørede for en måned siden, at to rumænere var blevet mødt med et krav på hver 3.000 kroner, fordi de ikke ville vende tilbage til Borris Landbrugsskole efter endt praktiktid. Nu viser det sig, at skolen ifølge egne oplysninger har hentet penge på denne konto fra i alt 21 elever.
Men gebyret er ulovligt, lød det fra Undervisningsministeriet for en måned siden:
- En skole kan ikke opkræve penge for et skoleforløb, som en elev ikke har fået. Opkrævning af gebyr kræver en udtrykkelig hjemmel, som ikke findes i erhvervsuddannelsesloven, sagde Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet, til Nyhedsbrevet 3F.
Borris Landbrugsskole - der ikke er godkendt som landbrugsskole - har fået stærk kritik for gebyret fra den landbrugsskole, som den vestjyske skole gerne vil fusionere med:
- Det er ulovligt. Det tager jeg klart afstand fra. Det har vi aldrig brugt på Agroskolen, og vi vil heller ikke bruge det i fremtiden, sagde Anders Ahrenfeldt, forstander på Agroskolen, til Nyhedsbrevet 3F den 27. maj.
Men umiddelbart har ledelsen for Borris Landbrugsskole ikke tænkt sig at droppe det ulovlige gebyr:
- Nu har vi lavet en opgørelse til ministeriet og afventer tilbagemelding, siger Lars Tobler, forstander på Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.
Lagt på: 24. Juni 2009 11:10
Sidst ændret: 24. Juni 2009 11:25
Fakta |
|
Tjener millioner på udlændinge
Borris Landbrugsskole har hen ved 120 elever, hvoraf langt de fleste kommer fra Rumænien. |