Ingen hjælp at hente i regeringens aftale med kommunerne, som er en hån mod de ledige, siger 3F's forbundsformand. (Foto: Harry Nielsen).

Største byggeledighed i 15 år

Ingen hjælp at hente i regeringens aftale med kommunerne, som er en hån mod de ledige, siger 3F's forbundsformand.

Hver tiende danske bygningsarbejder er uden arbejde på et tidspunkt af året, hvor aktiviteten normalt er rødglødende. Ikke siden 1994 har byggeledigheden været så stor på denne tid af året.

Derfor var der håb om massive offentlige investeringer i forbindelse med regeringens forhandlinger med kommunernes om rammerne for næste års budget. Det håb er ifølge 3F totalt kuldkastet med nattens aftale om kommunernes økonomi.

En hån mod de ledige

Aftalen er en hån mod de ledige, mener 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

I realiteten fremrykker regeringen kun anlægsinvesteringer for to milliarder kroner og giver mulighed for yderligere lånefinansierede investeringer for en milliard kroner, vurderer 3F.

- De øvrige midler til offentlige investeringer er ikke nye. Samlet vil bidraget til beskæftigelsen af denne aftale være en brøkdel af stigningen i ledigheden på bare en måned. Det er ganske enkelt uambitiøst og endnu gang forpasser regeringen en mulighed for at hjælpe de ledige, siger Poul Erik Skov Christensen.

Brug for fem gange mere

3F mener, at stigningen i de offentlige anlægsinvesteringer burde være mindst fem gange højere.

- En saltvandsindsprøjtning på 15 mia. kroner ekstra i 2010 og 2011 vil kunne tage toppen af den historiske økonomiske krise vi står i, mener 3F's forbundsformand.

- Sidste år viste en opgørelse fra Velfærdsministeriet at kommunerne har 30 milliarder kroner i kassen.  Mit forslag er, at kommunerne over de næste to år kan bruge de penge til at øge beskæftigelsen og hæve standarden i den offentlige sektor. At kommunerne midt i en krisetid har så mange milliarder liggende under hovedpuden er fuldstændig tåbeligt, siger 3F's forbundsformand

I alt 11.586 dagpengeforsikrede bygningsarbejdere var uden arbejde i den sidste uge i maj. Det svarer til 10,1 procent af de forsikrede. Det er samtidig fem gange så mange som i samme periode sidste år.

Værst ramt er murerne, hvor hver sjette er uden arbejde.


Lagt på: 16. Juni 2009 11:20

Sidst ændret: 18. Juni 2009 14:40

Fakta

Fakta om ledigheden Med den aktuelle ledighed blandt bygningsarbejderne på 10,1 procent har byggeledigheden ikke været så høj i slutningen af maj måned siden 1994.
Dengang var den på 11,7 procent og for nedadgående efter at have nået katastrofale højder i begyndelsen af 90'erne. Siden har den samlede ledighed i byggefagene, baseret på a-kassernes tal, ligget mellem 2,0 procent (i 2008) og 8,5 procent (i 2003).

Der er fortsat store forskelle på ledigheden inden for de enkelte byggefag. Murerne har fortsat den største ledighed. Hver sjette er uden arbejde. For de øvrige 3F-bygningsarbejdere, blandt andre struktører, jord- og betonarbejdere, tagdækkere og brolæggere, er ledigheden på 13,2 procent eller knap hver ottende. Tømrerne har en ledighed på 11 procent (mod 1,5 procent på samme tidspunkt sidste år), mens malernes ledighed er på 9,7 procent.