Modløshed, følelsen af at selv småopgaver er uoverskuelige, og dage, der flyder sammen. Center for Arbejds- og Organisationspsykologi, CAOP, ser mange af dem, de nu kalder "arbejdsløshedsdepressioner".

Ledige rammes af depression

Det ligner en sygdom, men er det ikke. Center for Arbejds- og Organisationspsykologi har døbt det arbejdsløshedsdepression

Modløshed, følelsen af at selv småopgaver er uoverskuelige, og dage, der flyder sammen. Center for Arbejds- og Organisationspsykologi, CAOP, ser mange af dem, de nu kalder "arbejdsløshedsdepressioner".

- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en sygdom, men symptomerne ligner en depression meget, siger Einar Baldursson.

Han er leder af centret, der er etableret på initiativ af Aalborg Universitet og som blandt andet tilbyder hjælp til arbejdsløse.

Ledige med arbejdsløshedsdepression har svært ved at træffe beslutninger, der kan få dem videre, og selve deres udstråling gør det svært at klare sig ved en samtale.

- Hvis to kaldes til samtale, og den ene knapt har kunnet slæbe sig op til at møde op klokken 11, mens den anden har gang i et aktivt liv og lige kan presse samtalen ind i kalenderen, hvad tror du så de udstråler, og hvem får jobbet? siger Einar Baldursson.

Forbered dig

Han opfordrer til, at man fra det øjeblik man bliver fyret forbereder sig på at blive en aktiv arbejdsløs.

- Lad være med at udsætte planlægningen og lad være med at tænke, det kun bliver kort tid. Hver gang man vil trække veksler på held, indser man, at det er forholdsvist sjældent forekommende. Rettidig omhu, en plan og succeskriterier hjælper dig derimod med at sætte dagsordenen i dit eget liv og få et nyt job, siger Einar Baldursson.

Han kritiserer ledighedssystemets mange regler for at gøre ledige skade og være en del af grunden til arbejdsløshedsdepression.

- Du får intet af det positive ved lønarbejde, men er stadig underlagt de samme tvangsmekanismer. Tvang er den dårligste idé overhovedet overfor ledige. Du mister handlekraften. Den oplevelse trækker de suverænt længste spor ind i arbejdslivet og tager tid at komme sig over mødet med systemet, siger Einar Baldursson.


Lagt på: 04. Juni 2009 13:42

Sidst ændret: 04. Juni 2009 14:09

Fakta

Undgå arbejdsløshedsdepression - Udsæt ikke at lave planer. Planlæg din tid som aktiv arbejdsløs fra det øjeblik, du bliver fyret.

- Det er fint med projekter, du ikke har nået i en travl hverdag, men ikke nok. Efter en måneds tid er du enten nået gennem dem eller er gået ned i tempo, så det tager uger at male den carport, du før kunne klare på en eftermiddag.

- Erkend, at du ikke kan finde på noget selv hele tiden. Dyrk dine interesser sammen med andre, gerne som frivillig i en forening.

- Hold helligdagen hellig, også når du er ledig. Der skal være forskel på hverdag og weekend og ferie.

- Hold mindst to ugers sommerferie. Det giver selvværd at være noget for familien, og et overskud at tage en pause, så det bliver nemmere at få job. Det vigtige ved ferie er at gøre noget andet end sædvanligt, ikke hvad det koster.

Einar Baldursson, leder af Center for Arbejds- og Organisationspsykologi, CAOP