Efter to ugers strejke kan bananarbejderne i Colombia se frem til højere løn. Foto: Søren Zeuth
Af Peter Rasmussen
Over 17.000 bananarbejdere har genoptaget arbejdet på 296 plantager i Colombia efter to ugers strejke, der totalt lammede landets eksport af bananer.
Forbundet Sintrainagro har indgået en ny to-årig overenskomst med arbejdsgiverne. Aftalen indebærer blandt andet en lønstigning på otte procent. Fagforeningens krav lød oprindeligt på 9,2 procent.
En særlig fond til boliger, kultur og sociale tiltag for arbejdernes familier forøges med et beløb svarende til otte millioner kroner om året, og der bliver sat 1,4 millioner kroner ekstra af til uddannelse af arbejderne. Desuden modtager alle arbejdere løn med tilbagevirkende kraft.
Ifølge Guillermo Rivera, formand for Sintrainagro, var det vigtigste ved sejren, at fagbevægelsen forhindrede outsourcing af bananproduktionen til falske “kooperativer,” hvor de store bananselskaber slipper for at betale for sygdom, ferie og andre goder. Det er tidligere sket blandt andet i Panama. I stedet fastholdes en landsdækkende overenskomst.
- Under vores kollektive forhandlingsmodel er langt de fleste arbejdere fastansatte. Men firmaer over hele verden benytter sig af afpresning og hævder, at bananproduktionen kun kan fortsættes gennem kooperativer, uafhængige producenter og outsourcing, siger Guillermo Rivera.
Strejken fandt sted i Urabá i det nordvestlige Colombia. Den satte en stopper for den daglige eksport af ikke mindre end 234.000 kasser bananer. 75 procent af regionens økonomi afhænger af banansektoren. Colombia er verdens tredjestørte eksportør af bananer.
Sintrainagro oplyser, at flere strejkende arbejdere modtog trusler i løbet af konflikten. Forbundet har sat kravet om større sikkerhed for tillidsfolk højt på dagsordenen. Alene i de første måneder af 2009 er 17 tillidsfolk blevet myrdet i Colombia. Det har fået den globale faglige sammenslutning, ITUC, til at sende endnu en af en tilsyneladende endeløs række internationale protester over forholdene til landets præsident, Alvaro Uribe.
I løbet af det seneste årti er flere end 2700 faglige ledere og aktivister blevet myrdet i Colombia, heraf 800 landarbejdere i Urabá.
Lagt på: 27. Maj 2009 13:02
Sidst ændret: 27. Maj 2009 15:19