Den nye praktikpladspræmie hjælper ikke de 5.389 unge, der her og nu mangler en praktikplads, viser rundringning til en række virksomheder. Arkivfoto. Harry Nielsen

Praktiktilskud rammer forbi

Den nye praktikpladspræmie hjælper ikke de 5.389 unge, der her og nu mangler en praktikplads, viser rundringning til en række virksomheder.

For at rette op på den stærkt stigende mangel på praktikpladser indføres der en ny praktikpladspræmie til arbejdsgivere, der opretter nye praktikpladser. Men en rundringning til 10 små, mellemstore og store tilfældigt udvalgte virksomheder giver et billede af, at præmien ikke lokker arbejdsgiverne.

Murer Brian Andersen, København, har et enmandsfirma og har gået med tanken om en lærling.

- Så kom krisen, og så blev det svært. Men jeg er ligeglad med en praktikpladspræmie. Hvis jeg beslutter mig for en lærling, er det fordi, jeg gerne vil have en, og ikke for at få tilskud, siger Brian Andersen.

Dem vi har plads til

På Micro Matic A/S i Odense siger fabriksdirektør Jan Ditlevsen:

- Vi tager ikke yderligere elever ind på grund af praktikpladspræmien. Vi ønsker at have lærlinge og er glade for dem. Vi har fem lærlinge ud af 100 ansatte. Det er dem, vi har plads til nu, siger han.

Praktikpladspræmien giver et tilskud på samlet op til 16.000 kroner pr. praktikaftale. Arbejdsgiveren får 2.000 kroner om måneden, hvis eleven fastholdes i prøvetidens tre måneder og 10.000 kroner, hvis eleven derefter fastansættes.

Transportfirmaet TG Transport i Rønde har lige udlært en lærling.

- Men jeg venter på bedre tider, før vi ansætter lærling igen. Men vi tager lærlinge - tilskud eller ej. Det ansvar vil vi godt tage. Men bliver der rigtig gode tider, kunne jeg overveje en ekstra lærling med tilskud, siger chef for firmaet Troels Gru.

Brug pengene anderledes

Grundfoss i Bjerringbro er en af sværvægterne med cirka 200 lærlinge.

- Vi ansætter ikke flere lærlinge på grund af praktikpladspræmien. Det er godt at støtte flere praktikpladser, men jeg tror, man skulle have brugt pengene til opsøgende arbejde. For blandt andet at få klarlagt, hvad det er, der forhindrer virksomheder i at tage lærlinge, siger afdelingsleder Finn Brøndum.

I 3F håber forbundssekretær Per Christensen, at praktikpladspræmien på længere sigt vil skaffe flere praktikpladser

- Men det er klokkeklart, at der er brug for, at politikerne gør noget mere her og nu. En udvidelse af skolepraktikken er nødvendig for at redde de tusinder af unge, der forgæves søger praktikplads hos arbejdsgiverne, siger Per Christensen.


Lagt på: 23. Maj 2009 07:00

Sidst ændret: 25. Maj 2009 12:46

Fakta

Ikke flere lærlinge På Cheminova i Harboøre siger HR-direktør Ole Zinck:

- Praktikpladspræmien har ikke den store effekt på større virksomheder. Det er andre ting, der spiller ind i forhold til praktikpladser. Primært om vi har tid og plads til lærlinge. Men vi har tradition for mange uddannelsespladser, siger han.


Indehaver af Thyholm Murer A/S, Poul Erik Gravgaard, har ikke spekuleret på praktikpladspræmie.

- Vi har lige udlært to lærlinge og har tre nu. Vi forsøger at tage de lærlinge, vi kan - tilskud eller ej, siger han.

Vognmand Erik Skræddergaard Holstebro er ikke vild med tanken om en lærling.

- Vi er et lille firma med to mand pt. Vi skal ikke umiddelbart have en lærling. Men måske ud i fremtiden. Så kunne det da godt være at den praktikpladspræmie var noget, jeg ville se på, siger Erik Skræddergaard.

Palles Fragt & Autokraner A/S i Præstø:

- Vi er godt 40 ansatte og har normalt to lærlinge. Vi har en nu, men planen er at tage en lærling til. Vi tager lærlinge uanset hvad, og har gjort det i mange år, siger medindehaver af firmaet Michael Palle.