31-årige Mirela Popescu gik på Borris Landbrugsskole i de fire første måneder af 2008. Her betalte hun overpris til skolen for kost og logi samt for bøger, skoleture og internet. Foto: Privat
Af Morten Halskov, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk
Nu ruller tusindkronesedlerne den anden vej.
Borris Landbrugsskole har betalt 8.848 kroner tilbage til en rumænsk elev, som havde givet overpris for en uddannelse på skolen. Tilbagebetalingen er sket, efter at 3F Holstebro har rejst et krav mod den omstridte landbrugsskole på vegne af den rumænske elev.
- Det en ren tilståelsessag. Det ser ud som om, at Borris Landbrugsskole bevidst har snydt og udnyttet udlændinge i en pengemaskine, siger Villy Sørensen, næstformand i 3F Holstebro, til Nyhedsbrevet 3F.
31-årige Mirela Popescu gik på Borris Landbrugsskole i de fire første måneder af 2008. Her betalte hun overpris til skolen for kost og logi samt for bøger, skoleture og internet. Det viser en opgørelse fra forstanderen på skolen nær Skjern, som Nyhedsbrevet 3F har set.
Men efter kravet fra 3F Holstebro har skolen nu returneret knap 70 procent af Mirela Popescus betaling for bøger, skoleture og internet.
- Det er trist, at mange elever på Borris Landbrugsskole ikke har modet til at fortælle om deres problemer på skolen. De burde gå til 3F, som kan hjælpe, siger Mirela Popescu til Nyhedsbrevet 3F.
Nyhedsbrevet 3F afslørede i maj 2008, at Borris Landbrugsskole har taget overpris for ydelser til udenlandske elever. På det tidspunkt mente skolens forstander, at udlændingene havde betalt en ”fair pris” for bøger, skoleture og internet. Men nu har forstanderen altså erkendt, at skolen har krævet for meget.
- Jeg har ingen kommentarer, siger Lars Tobler, forstander på Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.
Hvor mange elever har fået tilbagebetalt penge?
- Jeg har ingen kommentarer, siger Lars Tobler.
Lagt på: 23. Maj 2009 10:00
Sidst ændret: 25. Maj 2009 12:50
Fakta |
|
Tjener millioner på udlændinge
Borris Landbrugsskole har hen ved 120 elever, hvoraf langt de fleste kommer fra Rumænien. |