Der bliver ikke slæbt bananer på plantagerne i Colombia i øjeblikket. Arkivfoto: Søren Zeuth
Af Peter Rasmussen
Colombias bananplantager ligger øde hen i disse dage, lammet af en strejke blandt næsten 17.000 landarbejdere.
Bananarbejdere kræver blandt andet 15 procent i lønforhøjelse, sociale goder og en fond for de efterladte af de næsten 800 fagligt aktive, der er blevet myrdet i branchen de sidste 13 år. Colombia er verdens farligste land for fagligt aktive.
Colombias plantageejere var ikke indstillede på at imødekomme arbejdernes krav, og den 22. april stemte ikke færre end 99 procent af de fremmødte arbejdere for strejke ved et stor møde i Apartado, der er hovedstad i det Urabá-regionen, hvor de fleste plantager ligger. Strejken trådte i kraft fredag den 8. maj.
José Guillermo Rivera, formand for bananarbejderforbundet Sintrainagro, mener, at forbundet har strukket sig langt, fordi strejken kommer ubelejligt for regionen.
- Vi sænkede kravene, søgte et kompromis og var åbne for forslag, men desværre kom forhandlingerne ikke til en vellykket afslutning, siger formanden.
Han kritiserer modparten for at bruge ulovlige midler:
- Vi fordømmer, at arbejdsgiverne tilbageholdt løn de sidste 14 dage op til strejken med det ene formål at ramme arbejderne og deres familiers økonomi og skabe uro og en negativ reaktion mod fagforeningen, siger José Guillermo Rivera.
Strejken rammer 296 plantager og lammer 30 procent af Colombias landbrugseksport. Dagligt eksporterer landet normalt 234.000 kasser bananer. hovedparten til USA og EU.
3F har i en årrække samarbejdet med Colmbias bananarbejdere gennem det regionale faglige netværk, Colsiba. Det internationale landarbejderforbund, IIF, har erklæret sin støtte til strejken.
Lagt på: 12. Maj 2009 13:13
Sidst ændret: 12. Maj 2009 14:45