Ifølge Nationalbanken skal vi helt frem til slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011, før arbejdsløshedskurven knækker og igen viser positive tegn.
Af Hanne Gaard Mortensen, Newspaq
Vi må væbne os med tålmodighed. Ifølge Nationalbanken skal vi helt frem til slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011, før arbejdsløshedskurven knækker og igen viser positive tegn. Til den tid står 190.000 danskere uden job, forudser nationalbankdirektør Nils Bernstein.
Nationalbanken har netop skruet ned for sin optimisme for i år og de kommende år, så nu forventer banken en minusvækst i 2009 på to procent.
- Men arbejdsløsheden vil først toppe på et senere tidspunkt, og som vi ser det lige nu, forventer vi en gennemsnitlig arbejdsløshed i 2010 på 160.000 - kulminerende med en top i begyndelsen af 2011 på 190.000, siger Nils Bernstein til Berlingske Tidende.
Det er blandt andet eksportmarkederne, især Tyskland og Japan, der får optimismen til at dale.
- Vi forventer et fald i efterspørgslen på vore eksportmarkeder under ét på omkring otte procent de næste par år. Netop eksporten er helt afgørende for en åben økonomi som den danske, forklarer Nils Bernstein.
Nationalbankdirektøren mener dog ikke, at tiden er inde til vækstpakker endnu, og opfordrer til at vente og se udviklingen an.
Lagt på: 21. April 2009 09:05
Sidst ændret: 21. April 2009 11:47