Tagensbo Skole i København er en af de mange skoler, der godt kunne trænge til en kærlig hånd. Nu bliver der sat penge af til forbedringer. Foto: Harry Nielsen
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Københavns kommune har netop besluttet at fremrykke renoveringsarbejde for op mod 220 millioner kroner til i år. Beslutningen er en følge af regeringens ændring af det kommunale anlægsloft.
Det vil ifølge 3F's cheføkonom Anita Vium give omkring 300 nye job til ledige bygningsarbejdere resten af året.
Og kommunen behøver ikke frygte ikke at kunne få håndværkere til arbejdet. Ledigheden blandt københavnske bygningsarbejdere fortsætter med at stige: Hver tredje murer, næsten hver femte maler og hver syvende tømrer er uden arbejde, viser de seneste ledighedstal fra de lokale a-kasser. Samlet er over 2.000 københavnske bygningsarbejdere netop ledige.
Der er tale om allerede planlagte arbejder for de kommende tre år, der i videst muligt omfang skal sættes i gang allerede i år.
Kulturborgmester Pia Allerslev (V), der også har ansvaret for Københavns Ejendomme, siger:
- Kommunen har en sund økonomi, og lige nu er det ikke urealistisk at bruge måske et par hundrede millioner kroner på de områder, hvor København længe har haltet bagefter - og her tænker jeg på renovering og genopretning af nedslidte skoler og idrætsanlæg.
Det er et enigt økonomiudvalg i Københavns kommune, der har besluttet at åbne kassen.
Malernes formand Bo Rosschou hilser det københavnske initiativ velkommen og efterlyser, at landets øvrige kommuner følger eksemplet.
Lagt på: 26. Marts 2009 00:06
Sidst ændret: 26. Marts 2009 12:50
Fakta |
|
Seneste københavnske ledighedstal:
360 ledige murere svarende til 31 procent af de a-kasse-forsikrede, 340 ledige malere svarende til 18 procent af de københavnske malere og 400 ledige tømrere, der er lig med godt 13 procent af medlemmerne af TIB København. |