De 1.080 timelønnede, der er sendt på arbejdsfordeling på Grundfos, får ikke hjælp af Hjorts jobpakke. Arkivfoto
Af Peter Andersen, peter.andersen@3f.dk, Fagbladet 3F
Ansatte på arbejdsfordeling skal fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet, som om de var ledige.
Det fremgår af den såkaldte jobpakke, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde torsdag.
Et af elementerne i pakken er en opblødning af reglerne om arbejdsfordeling. For eksempel vil virksomheder, der kører treholdsskift, få mulighed for at tage natholdet ud af produktionen og lade de to andre hold arbejde videre.
Men for de ansatte, der på skift er på arbejde og holder fri med dagpenge, er der ingen hjælp at hente.
- Mine kolleger skal fortsat melde sig på jobcentret hver uge og bekræfte, at de er jobsøgende. Selv om de er ansat på Grundfos. Det er ikke godt nok, og det gør folk utrygge, siger fællestillidsrepræsentant Kitty Thaarup Herholdt på Grundfos i Bjerringbro, hvor 1.080 timelønnede medarbejdere nu er på arbejdsfordeling.
- De har alle været til samtaler, og de skal alle kunne bevise, at de har søgt jobs. Så vi har lagt både a-kassen og jobcentrene i området ned. Jeg kan godt forstå, man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men jeg synes, man skulle koncentrere kræfterne om dem, som er helt uden job, siger hun.
Virksomhedernes ønske om kunne aftale arbejdsfordeling ud over 13 uger (som kan forlænges til 26) vil beskæftigelsesministeren ikke opfylde.
Formanden for 3F's Industrigruppe, Børge Frederiksen, er godt tilfreds med, at ministeren ikke vil forlænge perioden.
- Men det kan han heller ikke gøre alene. Han kan ændre reglerne om udbetaling af dagpenge, men selve regelsættet om arbejdsfordeling er en del af overenskomsten. Og nu må vi først undersøge, hvad det præcist er, der lægges op til, siger Børge Frederiksen.
Lagt på: 19. Marts 2009 00:06
Sidst ændret: 19. Marts 2009 14:39
Fakta |
|
Arbejdsfordeling
En aftale om arbejdsfordeling kan højst strække sig over 13 uger. Der kan dog søges om dispensation i de regionale beskæftigelsesråd. |