Århus-borgmester Nicolai Wammen (tv. og her sammen med den tidligere USA-ambassadør James P. Cain) vil blandt andet investere i nye cykelstier - men mangler grønt lys fra regeringen.

Århus mangler grønt lys for milliard-plan

Kun hvis regeringen og Dansk Folkeparti lemper det kommunale anlægsloft, kan Århus komme i gang med byggeinvesteringer til gavn for borgere og beskæftigelse.

Århus kommune er klar til at sætte gang i ekstra bygge- og anlægsaktiviteter for en milliard kroner i år og næste år og samtidig skabe tilsammen omkring 1.500 job til den kriseramte byggebranche.

Men kommunen er som alle andre låst af det kommunale anlægsloft.

Borgmester Nicolai Wammen (S) venter derfor meget spændt på resultatet af forhandlinger mellem finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), finanslovspartner Dansk Folkeparti og Kommunernes Landsforening om at løsne grebet om kommunernes anlægsbudgetter.

Øget beskæftigelse og bedre service

- Det er en forudsætning for vores plan, at regeringen enten løfter eller helt fjerner anlægsloftet. Jeg håber derfor ikke, at Dansk Folkeparti vil spænde ben for en plan, der på den ene side vil give borgerne i Århus bedre service og på den anden side øge beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen, siger Århus-borgmesteren til Nyhedsbrevet 3F.

Han oplyser, at der er tale om projekter for 400 millioner kroner i år og 600 millioner næste år. Det vil, vurderer man i kommunen, give 600 job i byggebranchen i år og 900 næste år.

Der er tale om byggeri og renovering af dag- og ældreinstitutioner og skoler samt nye cykelstier.

- Det er sunde, forsvarlige projekter, som ikke mindst vil komme Århus' børn og ældre til gavn, siger Nicolai Wammen.

3F: Regeringen mangler retning

Formanden for byggegruppen i 3F Århus Rymarken Ole V. Christiansen glæder sig over initiativet fra Wammen og Århus kommune.

- Men det bekymrende er regeringens manglende ambitionsniveau. Der er brug for, at der sættes gang i beskæftigelsen, og at der handles her og nu, så beskæftigelseskrisen ikke forværres yderligere og kommer ud af kontrol. Der er ingen retning i det, regeringen gør. Skattelettelser og muligheden for at hæve SP-opsparingen giver ingen garanti for beskæftigelse, siger Ole V. Christiansen.


Lagt på: 13. Marts 2009 13:00

Sidst ændret: 13. Marts 2009 12:46

Fakta

Planen Århus-planen indebærer fremrykning af byggeri, renovering af skoler og institutioner og trafikinvesteringer.

På sigt har Århus store bygge- og anlægsinvesteringer i form af ny trafikhavn, nyt Moesgaard Museum, Marselisborg-tunnel og udbygning af Skejby Sygehus.

Byggegruppeformand Ole V. Christensen, 3F Århus Rymarken, appellerer til i forbindelse med større anlægsprojekter, at gøre en indsats for at sikre, at det bliver danske virksomheder og dansk arbejdskraft, der får arbejdet - blandt andet ved at kræve metoder, som vi er gode til i Danmark, eksempelvis partnering.