Få så lavet de meningsløse regler om arbejdsfordeling om, siger a-kasseleder i 3F Djursland Bente Andersen og ansat på SAPA i Grenå Klaus Jensen. Privat foto.
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk
Der er stor irritation og vrede over reglerne for arbejdsfordeling blandt de ansatte på Sapa Profiler A/S i Grenå, der startede på 13 ugers arbejdsfordeling i dag. Lav loven om, lyder budskabet.
- Der er ingen fornuft i reglerne. Vi er jo stadig ansat i firmaet, men bliver betragtet som arbejdsløse, siger Klaus Jensen, der er blandt 39 ansatte på arbejdsfordeling.
Det vil sige, at han arbejder to dage og modtager dagpenge tre dage om ugen.
De er frustrerede over, at loven kræver, at de er aktivt jobsøgende, laver et CV, gennemfører nyledighedssamtaler og kontaktforløbsamtaler. Og ikke kan sige nej, hvis de bliver tilbudt et job - måske til lavere løn.
- Det giver en voldsom usikkerhed. Jeg er glad for mit job. Reglerne betyder også, at firmaet risikerer at miste nøglepersoner, siger Klaus Jensen, der er operatør i overfladebehandlingen på Sapa, der er en af de førende udbydere af aluminiumprofiler.
De 39 ansatte skal også udfylde en stak a-kasse-papirer, og det er svært for "almindelige mennesker", som Klaus Jensen siger.
Han er glad for, at 3F Djursland har kaldt alle 39 ansatte til møde, hvor der er hjælp til papirarbejdet, og hvor de lovpligtige samtaler bliver gennemført smidigt og hurtigt.
A-kasse-leder Bente Andersen kalder reglerne fuldstændig tossede.
- Det er meningsløst at trække folk gennem det her store maskineri, som om de var ledige, fordi de skal på arbejdsfordeling. Jeg forstår godt deres frustration. De burde være fritaget for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og der er jo desværre ledige nok at tage af for tiden, siger hun.
Sagen kommer op i Folketinget onsdag, hvor folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) med udgangspunkt i Sapa afkræver beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) svar på, hvad han vil foretage sig for at gøre reglerne mindre stive.
Lagt på: 23. Februar 2009 00:06
Sidst ændret: 23. Februar 2009 14:50
Fakta |
|
Fakta om arbejdsfordeling
En aftale om arbejdsfordeling kan højst strække sig over 13 uger. Der kan dog søges om dispensation i de regionale beskæftigelsesråd. |