Siden sommeren sidste år er der forsvundet over 1.200 3F-jobs i Københavns Lufthavne på grund af konkurser, fyringer og nedskæringer.

1200 færre 3F-job i Københavns Lufthavn

Krisen har ramt flytrafikken hårdere end 11. september 2001. 3F Kastrup vil have flere penge til omskoling og dagpenge.

Københavns Lufthavne mistede i januar 218.000 passagerer sammenlignet med samme måned sidste år. Det er et fald på 14,3 procent, og dermed har den økonomiske krise ramt flytrafikken hårdere, end terrorangrebet 11. september 2001 gjorde.

- Siden september 2008 er der forsvundet 600.000 passagerer. Det er gået hårdt ud over vores medlemmer. Nu må regeringen simpelthen gøre noget for at bremse krisen i opløbet, siger Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F i Kastrup.

4.000 af afdelingens medlemmer tjener - eller har tjent - til livets ophold i lufthavnen. Siden sommeren sidste år er der forsvundet over 1.200 3F-job på grund af konkurser, fyringer og nedskæringer.

- Der må sættes ind med en omskolingspakke til ledige. Der er god vilje, men uddannelsesstederne har hverken kapacitet eller penge til at klare en situation, hvor ledigheden stiger så kraftigt, siger han.

Chok over dagpengene

Henrik Bay-Clausen mener, krisen har sat streg under behovet for at hæve dagpengesatserne.

- Medlemmerne får et chok, når de opdager, at dagpengeniveauet kun er lidt mere end det halve af, hvad de normalt har tjent. Der er virkelig behov for at få hævet satserne, ellers ender det med, at folk må gå fra hus og hjem, siger han.

Trods det drastiske passagerfald er der optimisme i Københavns Lufthavne.

- Jeg håber og forventer, at januar var atypisk set i forhold til hele 2009, siger lufthavnenes direktør, Brian Petersen, til Jyllands-Posten.


Lagt på: 17. Februar 2009 00:06

Sidst ændret: 17. Februar 2009 12:47