I 3F har formanden aldrig tidligere oplevet fyringer i den hast, det sker i øjeblikket.
Hanne Gaard Mortensen, Newspaq
De ufaglærte bliver fyret på stribe i øjeblikket. Hver 10. medlem af 3F står uden job, og alene i januar er ledigheden i forbundet steget med 12 procent, skriver Jyllands-Posten.
"Jeg har aldrig nogensinde oplevet så mange medlemmer miste arbejdet i det omfang og i den hast. Der er mange familier, hvor både mand og kone bliver fyret," siger Poul Erik Skov Christensen, der er formand for 3F, til avisen.
Hver tredje af de forsikrede ledige kommer fra 3F, og Poul Erik Skov Christensen venter, at det triste billede fortsætter, når Danmarks Statistik sidst på måneden offentliggør de samlede ledighedstal for januar.
Både 3F og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, kræver handling nu.
"Regeringen har set tiden an alt for længe. Hvis den venter, til ledigheden har bidt sig fast, er det for sent at handle. Her er tid ikke bare penge - det er arbejdspladser," siger hun.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) betegner situationen som dybt alvorlig, men peger på, at timingen er vigtig for at lave en vækstpakke.
I dag holder regeringen sit første af to arbejdsmøder ude i landet for at få en melding fra virksomheder og beskæftigelsesregioner på, hvordan de oplever den aktuelle situation.
Lagt på: 05. Februar 2009 09:03
Sidst ændret: 05. Februar 2009 09:03