Hver dag sendes der nye bygningsarbejdere hjem, fordi der ikke er arbejde - byggeledigheden har nu passeret 10 procent, vurderer BAT-kartellet. Arkivfoto

Hver 10. byggearbejder er uden arbejde

Hver dag sendes der nye bygningsarbejdere hjem, fordi der ikke er arbejde - byggeledigheden har nu passeret 10 procent, vurderer BAT-kartellet.

Ledigheden skyller som en tsunami ind over byggebranchen. Uge for uge sendes flere bygningsarbejdere hjem uden udsigt til, at der umiddelbart bliver kaldt på dem igen.

Netop nu er godt hver 10. bygningsarbejder ledig, lyder vurderingen i BAT-kartellet, på baggrund af en rundspørge til forbundenes a-kasser.

- Det går uhyggeligt stærkt - den forkerte vej, og det er desværre kun et spørgsmål om tid, før vi har en kanonstor ledighed, siger sekretariatsleder Gunde Odgaard.

- Vores vurdering netop nu er, at byggeriets ledighed er på 10 procent - og måske snarere 10 procent med pil opad, siger han.

Værst ser det ud for murerne, der samlet set har en ledighed på over 20 procent. For resten af 3F-gruppen med blandt andet jord- og betonarbejderne vurderes ledigheden netop nu til at være på ca. 15 procent, malernes ledighed har passeret 10 procent, og tømrernes ledighed skønnes til knap 10 procent. Kun installationsfagene, det vil sige elektrikere og blikkenslagere, er berørt i mindre grad.

Politikerne cementerer krisen

De seneste officielle tal fra a-kasserne er fra uge 51, det vil sige lige før jul. Her er byggeriets samlede ledighed 6,0 procent - eller knap en fordobling på et år. Til sammenligning var ledigheden blot fire uger tidligere 4,4 procent. På bare fire uger er ledigheden med andre ord vokset mere end en tredjedel.

- Der er normalt en vis træghed i byggeriets ledighedsudvikling. Det går langsomt begge veje. Det ser vi ikke nu. Det går uhyggeligt stærkt, og der er intet, som tyder på, at det er midlertidigt. Folk sendes hjem, fordi der ikke er arbejde og ikke udsigt til det.

- Vi oplever en ledighedstsunami, der skyller ind over byggeriet, og det går riv-rask-ruskende galt, hvis ikke politikerne tager sig sammen og får sat gang i offentlige investeringer. For hver dag der går, cementerer vi krisen, siger Gunde Odgaard.

Investeringer skaber arbejdspladser

Stribevis af organisationer har opfordret regeringen til at handle og iværksætte job-, krise- eller vækstpakker.

3F lancerede en jobpakke i sidste uge med akut indsats i form af tre milliarder til umiddelbare offentlige investeringer samt annullering af kommunernes anlægsloft. Det vil allerede i år skabe over 7.000 nye arbejdspladser. LO foreslår også en investeringsplan, som, man mener, over to år kan give 20.000 arbejdspladser.

Hidtil har regeringen afvist behov for ekstraordinære offentlige investeringer. I stedet har man koncentreret sig om at få tilført ekstra likviditet til bankerne. Men måske er regeringen efterhånden ved at indse behovet for atter at få gang i beskæftigelsen i form af offentlige investeringer.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde onsdag i Folketinget i forbindelse med spørgetimen, at det kan blive "nødvendigt at stimulere økonomien yderligere ved at fremrykke offentlige investeringer".

- Man skal imidlertid være omhyggelig med at vælge det rigtige tidspunkt. Hvis man vælger et indgreb på det forkerte tidspunkt, kan det gøre mere skade end gavn, sagde statsministeren.

Flere spørgere appellerede imidlertid til statsministeren om ikke at vente.

- Der er behov her og nu. Og det vil være et godt signal til kommunerne at hæve anlægsstoppet øjeblikkeligt, sagde socialdemokraten Rasmus Prehn.


Lagt på: 15. Januar 2009 00:06

Sidst ændret: 15. Januar 2009 12:53

Fakta

Seneste ledighedstal BAT-kartellets seneste officielle ledighedstal er fra uge 51 i 2008.

Her er den samlede ledighed opgjort til 6,0 procent mod 3,2 procent i samme uge året før.

For de enkelte a-kasser er tallene:
2007/2008

Blik og Rør
0,8 - 3,0

Elforbundet
0,5 - 0,5

3F
6,9 - 9,6

TIB
1,6 - 5,4

Murere
8,9 -14,9

Malere
4,0 - 7,8

Metal
1,1 - 1,2