Den 3F-afdeling, hvor ledigheden er steget mest sammenlignet med samme uge sidste år, er 3F Odense Industri. I uge 51 sidste år havde afdelingen 5,4 procent ledige. Nu er tallet steget til 11,5 procent ledige.
AF Lene Petersen, Fagbladet 3F, lene.petersen@3f.dk
Næsten 19.000 3F-medlemmer - eller syv procent - var før jul, i uge 51, ramt af ledighed. Det viser nye tal fra 3F. Dermed er tallet højere end på samme tid sidste år, og det tæller et par tusinde flere end måneden før.
Den 3F-afdeling, hvor ledigheden er steget mest sammenlignet med samme uge sidste år, er 3F Odense Industri. I uge 51 sidste år havde afdelingen 5,4 procent ledige. Nu er tallet steget til 11,5 procent ledige.
- Det undrer mig ikke, for vi er hårdt ramt for tiden, siger afdelingsformand Poul Erik Jessen fra 3F Odense Industri.
- Vi har - og har haft - mange medlemmer på arbejdsfordeling. På Micro Matic for eksempel har vi cirka 150 medlemmer på fordeling i 13 uger. Et andet sted har vi over 50. Virksomhederne mangler ordrer, siger han.
Poul Erik Jessen frygter, at nedturen bider sig fast.
- Generelt set forventer vi, at det kun bliver værre. Erfaringer fra tidligere viser, at der ofte følger nogle skrammer i kølvandet på en arbejdsfordeling, i form af fyringer. Vi oplever også, at virksomhederne er blevet mere forsigtige. Tidligere kunne man forhandle med virksomhederne om at sende medarbejderne på uddannelse i nedgangstider, men det er blevet sværere. De er forsigtige, fortæller han.
3F Hedensted er den afdeling, der har haft den næsthøjeste stigning i ledighedsberørte sammenlignet med 2007. Her er ledigheden vokset fra 4,6 procent til 9,5 procent.
Afdelingsformand Ole Hansen oplyser, at det også her er industrien, der er voldsomt ramt.
- Der er både tale om hjemsendelser, fordelinger og fyringer. Og det bliver kun værre. Vi har en stor virksomhed i vores område, Karl Dungs, der lukker med 200 medarbejdere. De første er ikke fratrådt, så de tæller ikke med i tallene endnu, siger Ole Hansen.
Ole Hansen mener, at årsager til de mange arbejdsfordelinger skal findes i udviklingen i virksomhederne.
- På de fleste virksomheder kræver det oplæring, før maskineriet kan passes. Derfor vil de gerne vinde tid og holde på medarbejderne, selv om de oplever en nedgang. Som regel kommer folk jo også i gang igen, men i år kan man godt være i tvivl. Der er jo intet, der tyder på, at krisen er ovre lige foreløbig, påpeger han.
I øvrigt viser 3F’s tal, at det især er ledigheden blandt mændene, der stiger.
3F’s ledighedstal vendte fra august til september og er steget siden. Når man sæsonkorrigerer tallene, var antallet af ledighedsberørte i december oppe på 17.453. Ikke sæsonkorrigeret - altså i faktiske tal - var det 18.770 i uge 51.
Lagt på: 08. Januar 2009 08:16
Sidst ændret: 08. Januar 2009 10:49