- Det ser helt klart ud til, at Udlændingeservice har lovliggjort lovbrud. Derfor må integrationsministeren nu redegøre for sagen, siger Bjarne Laustsen, fødevareordfører for Socialdemokraterne.
Morten Halskov, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk
Danske landbrugsskoler har fået en fin service hos Udlændingeservice. Alt for fin.
Det mener Socialdemokraterne, som kræver en redegørelse for, hvorfor den danske udlændingestyrelse har ændret reglerne, så landets landbrugsskoler kan få større statstilskud. Partiet vil nu kalde integrationsministeren og undervisningsministeren i samråd om sagen.
- Det ser helt klart ud til, at Udlændingeservice har lovliggjort lovbrud. Derfor må integrationsministeren nu redegøre for sagen, siger Bjarne Laustsen, fødevareordfører for Socialdemokraterne, til Nyhedsbrevet 3F.
Nyhedsbrevet 3F afslørede for nylig, at Udlændingeservice - som hører under integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) - har forandret reglerne for udlændinges ret til at gå på landbrugsskole i Danmark.
Før april 2007 var det praksis, at udlændingenes skoleophold maksimalt måtte vare seks måneder. Men så ændrede Udlændingeservice - efter ønske fra flere landbrugsskoler - praksis, således at skoleforløbet som minimum skal udgøre seks måneder og maksimalt otte måneder. Det skete, fordi flere skoler havde forløb med skoleophold på otte måneder - og i enkelte tilfælde på 10 og 11 måneder.
Regelændringen betyder, at landbrugsskolerne nu kan få statsstøtte for udlændingene i yderligere mindst to måneder.
Udlændingeservice lavede lovændringen helt uden at inddrage - eller blot informere - såvel Undervisningsministeriet som arbejdsmarkedets parter på området.
- Det er meget betænkeligt, at Udlændingeservice har ændret reglerne uden om det ministerium, som har tilsynspligten med landbrugsuddannelsen i Danmark. Der er tilsyneladende slet ikke styr på forholdene på danske landbrugsskoler, siger Bjarne Laustsen, fødevareordfører for Socialdemokraterne.
Socialdemokraterne krævede allerede i begyndelsen af maj 2008 en redegørelse for forholdene på landets landbrugsskoler. Det skete efter, at Nyhedsbrevet 3F havde afsløret, at flere skoler i årevis har fået millioner af skattekroner til halve uddannelser for udenlandske elever.
Oplysningen fik undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at iværksætte en stor undersøgelse af seks landbrugsskoler med udenlandske elever. Rapporten skulle ligge klar senest ved udgangen af september, men den har endnu ikke set dagens lys.
Kort før jul oplyste Bertel Haarder, at hans ministerium vil lave et kontrolbesøg på seks landbrugsskoler i løbet af januar. Og at rapporten skulle være færdig i "første kvartal af 2009".
Lagt på: 06. Januar 2009 00:06
Sidst ændret: 06. Januar 2009 15:07
Fakta |
|
Ministerium: Ulovlige uddannelser
Undervisningsministeriet er i gang med en stor tilsynssag mod seks landbrugsskoler med udlændinge. |