Beskæftigelsesministeren ændrer nu retningslinjer for, hvor mange job en ledig skal søge. Ændringerne kommer, fordi reglerne ikke virker efter hensigten. Foto: Ricky Molloy.
Ritzau og Lene Petersen, Fagbladet 3F
Ledige skal i dag søge fire job om ugen, hvis de vil bevare retten til at få penge fra deres a-kasse. Men sådan skal det ikke være længere.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ændrer nu retningslinjerne for, hvor mange job man skal søge for reelt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet til Ritzau.
Det er arbejdsgiverne, der ikke længere vil være med til de fire ugentlige ansøgninger. Der er for mange proformaansøgninger - og en analyse bestilt af Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at hver anden virksomhed oplever, at mere end halvdelen af ansøgningerne via Jobnet er useriøse, og at omfanget af useriøse ansøgninger udgør en administrativ byrde for virksomhederne.
I stedet får et udvalg med a-kasserne og Arbejdsdirektoratet en måned til at skabe klare og rimelige retningslinjer, der sikrer, at ledige på dagpenge også reelt står til rådighed.
Leder af 3F’s Akasse, Morten Kaspersen, ser frem til at a-kasserne inddrages i et samarbejde om at finde nye retningslinjer for rådighed.
- Selvfølgelig skal ledige, der ønsker at modtage dagpenge, stå til rådighed, ingen tvivl om det. Nu gælder det om at finde en rimelig og fornuftig løsning, siger Morten Kaspersen, der er meget positiv over, at kravet om fire job om ugen er afskaffet.
- Det giver ingen mening, at ledige skal søge et bestemt antal jobs. For eksempel er der stor forskel på, hvor mange job der er at søge i de forskellige egne af landet. Samtidig gav det et stort bureaukrati. Jeg er meget tilfreds med, at det nu er afskaffet, siger han.
- Nu må vi finde en løsning, der giver mening, både for de ledige og for arbejdsgiverne. Det, der giver mening, er at søge på de job, der er ledige, og som man er kvalificeret til, pointerer Morten Kaspersen.
Lagt på: 12. December 2008 12:45
Sidst ændret: 12. December 2008 13:20