Fyresedlerne sidder løst for tiden, og det rammer mange medlemmer af 3F.

3F-ledighed i industrien stiger kraftigt

Antallet af industriarbejdere i 3F, der rammes af ledighed, nærmer sig niveauet for to år siden, viser nye tal fra 3F.

Antallet af 3F-medlemmer i industrien, der rammes af ledighed, har klart overhalet niveauet for sidste år og nærmer sig nu niveauet for to år siden. Det viser nye tal, fra 3F, over antallet af ledighedsberørte medlemmer.

I uge 47 var 5,6 procent af industrigruppens medlemmer berørt af ledighed. Det svarer til 5.591 medlemmer. I samme uge året før, 2007, var 4.384 af gruppens medlemmer berørt af ledighed. Det var 4,1 procent. Dermed er ledigheden 27 procent højere end samme uge sidste år, og niveauet nærmer sig hastigt niveauet for to år siden.

- Det er især de seneste uger, at vi får flere og flere og medlemmer, der rammes af ledighed, siger 3F-økonom Anita Vium.

16.000 berørt af ledighed

Ledighedsberørte er personer, der i kortere eller længere tid er berørt af ledighed.

- Tallene viser simpelthen, at flere bliver fyret og må en tur i a-kassen, siger Anita Vium.

- At ledigheden stiger, skyldes den globale krise. Det rammer virksomhedernes eksport, og det er det, de mærker nu. Også den indenlandske økonomi er ramt, og det kan man blandt andet se i bygge- og anlægssektoren, som har haft en stigende ledighed i længere tid og ligger langt over niveauet for 2006, siger hun.

I alt var knap 16.000 medlemmer af 3F berørt af ledighed i uge 47 i år .

Tallene fra 3F er nyere end Danmarks Statistiks ledighedstal og derfor en strømpil i forhold til, hvordan udviklingen går.


Lagt på: 10. December 2008 10:17

Sidst ændret: 10. December 2008 12:58

Dokumenter

  • Læs notat om ledigheden i 3F