- Firmaet har ikke vist nogen menneskelige hensyn. Jeg arbejdede for virksomheden i over 27 år som en trofast arbejder. Alligevel blev jeg fyret på grund af problemer, som firmaet havde ansvar for, siger 57-årige Sallma Mustaffa, der er den ene af de to fyrede kvinder

Dansk firma under anklage i Malaysia

Det danske selskab, Unomedical, er på vej i arbejdsretten i Malaysia i en sag om fyringer af fagligt aktive kvinder på en lokal fabrik.

To kvinder kæmper i øjeblikket en langvarig kamp for at få deres job tilbage på den danske, multinationale virksomhed, Unomedical, i Malaysia.

De er begge blevet fyret fra selskabets fabrik i byen Butterworth, der producerer plastvarer til medicinalindustrien. Kvinderne mener, at fyringen skyldes deres faglige aktiviteter for at opbygge en fagforening på virksomheden. Det vil være i strid med malaysisk lov og internationale konventioner. Derfor kommer sagen nu for Arbejdsretten i Malaysia.

- Firmaet har ikke vist nogen menneskelige hensyn. Jeg arbejdede for virksomheden i over 27 år som en trofast arbejder. Alligevel blev jeg fyret på grund af problemer, som firmaet havde ansvar for, siger 57-årige Sallma Mustaffa, der er den ene af de to fyrede kvinder.

Fyret af Mærsk

Hun blev fyret i 2001. På det tidspunkt var fabrikken ejet af A. P. Møller-Mærsk under navnet Maersk Medical. Mærsk blev derfor meldt til OECD’s kontaktpunkt i Danmark for brud på organisationens retningslinjer for multinationale selskaber. Sallma Mustaffa modtog i 2004 LO’s Rosepris for sit faglige arbejde for bedre vilkår på den danskejede fabrik.

- Det har været frustrerende og hårdt at vente syv år på at få sagen i retten. Firmaet har haft muligheden for at en finde en løsning, men har stædigt trukket sagen i langdrag, siger Sallma Mustaffa, der har været arbejdsløs siden fyringen.

Sagen kommer for arbejdsretten i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, i løbet af december, og Sallma Mustaffa tror på, at hun kan vinde.

- Jeg håber at kunne vende tilbage til arbejdet og være med til at bidrage til at støtte mine kolleger på Unomedical. På grund af min alder har jeg ingen andre muligheder for at finde arbejde, siger Sallma Mustaffa.

Firmaet har tilbudt kvinderne erstatning, men de kræver i stedet deres job tilbage, oplyser organisationen Labour Research Centre i Malaysia.

Støtte fra Danmark

De fyrede Unomedical-arbejdere har i flere år været støtte af danske græsrødder fra Arbejdernes Internationale Forum (AIF) og afdelinger af SiD, KAD og senere 3F. I år har Arbejdernes Internationale Forum i Silkeborg og Roskilde støttet de fyrede arbejdere med 29.000 kroner.

- Vi støttede arbejdernes ret til en fagforening på en danskejet fabrik, fordi de selvfølgelig skal have de samme rettigheder som os herhjemme. Siden fyringen af Sallma og hendes kolleger, og vi støttet deres kamp for at komme tilbage. Man fyrer ikke en tillidsrepræsentant, og slet ikke på grund af fagligt arbejde, siger Christian Juhl, der er formand for AIF Silkeborg og 3F Silkeborg.

Han er ikke imponeret over de danske arbejdsgivere i Malaysia:

- Det har været pinligt at overvære, hvordan først Maersk Medical og siden Unomedical har optrådt over for arbejderne. Til gengæld har Sallma været fantastisk og holdt fast i sin ret, hvor mange nok ville bukke under. Vi håber, at hun nu endelig får sit job tilbage, for kollegerne har brug for hende, siger Christian Juhl.

Ingen kommentarer fra direktør

På Unomedicals hovedkvarter i Birkerød er der intet ønske om at kommentere sagen:

- Jeg kender ikke til sagen, og vi er ikke interesserede i at kommentere en retssag, mens den pågår. Vi vil naturligvis rette os efter den afgørelse, der kommer, siger Kim Andersen, økonomisk direktør i Unomedical til Nyhedsbrevet 3F.

Det er ikke første gang, der er faglige konflikter på fabrikken. I hele 29 år kæmpede de ansatte for retten til at danne en fagforening under plastindustriens forbund. Det lykkedes endelig i august 2004 efter en kendelse i højesteret, på trods af modstand fra de danske ejere.


Lagt på: 04. December 2008 09:37

Sidst ændret: 04. December 2008 22:30