Byggegruppeformand i 3F Fredericia Jan Holm Nielsen - her foran det konfliktramte byggeri ved demonstrationen mandag - håber og tror, at Cocktail Ejendomme er ved at være klar til reel forhandling om at få tegnet overenskomst. Arkivfoto.
Af Torben Kragh, Fagbladet 3F, torben.kragh@3f.dk
Der er kommet en lille åbning i den ellers meget fastlåste konflikt mellem det fynske byggefirma Cocktail Ejendomme A/S og en række østjyske byggefagforeninger på et stort boligbyggeri i Fredericia.
Cocktail Ejendomme har henvendt sig til TIB med henblik på forhandling om en overenskomst.
Der er imidlertid det problem, at Cocktail alene ønsker at forhandle med TIB og ikke også med 3F, der også er part i konflikten.
- Og det kan vi naturligvis ikke acceptere, siger Morten Lehmann, næstformand i TIB Sydjylland, som har haft kontakten med byggefirmaet.
- Vi er fælles om konflikten, og det arbejde, der udføres på byggeriet, overenskomstdækkes af de to organisationer, og derfor skal vi også begge være med til at forhandle overenskomsten på plads, siger han.
Det er Morten Lehmann, der i e-mail har henvendt sig til Cocktail Ejendomme for at få gang i forhandlinger og komme ud af død-vandet og har fået svar om, at Cocktail er klar til at mødes med TIB.
Baggrunden for ikke at ville forhandle med 3F er ifølge Cocktails direktør, Jens Hald, at 3F’s blokadevagter opfører sig som ”bøller”.
- Svaret må alt andet lige betragtes som positivt, selvom virksomheden kun vil snakke med os. Jeg har svaret, at hvis problemet er, at vi lokalt har fået arbejdet os for langt fra hinanden under den efterhånden lange konflikt, så kan repræsentanter for TIB og 3F som forbund overtage forhandlingerne. Det afgørende er, at vi kommer til forhandlingsbordet og får den overenskomst for arbejdet, ikke om forhandlerne er fra Fredericia eller forbundshusene i København.
Cocktail Ejendomme er datterselskab af HD Ejendomme, som administrerer og udlejer boliger og erhvervslokaler over det meste af landet.
I den aktuelle byggesag er Cocktail for netop HD Ejendomme ved at opføre 84 udlejningsboliger ved Viaduktvej i Fredericia. Det sker med især tysk arbejdskraft.
Cocktail Ejendomme har hidtil nægtet at tegne overenskomst.
Også i 3F i Fredericia betragter man tilkendegivelse fra Cocktail som en åbning.
- Selvom de åbenbart ikke vil snakke med os, så betragter jeg det som udtryk for, at virksomheden er ved at komme til den erkendelse, at det er både dyrt og besværligt at være i konflikt, og at en overenskomst på arbejdet er det eneste rigtige, siger Jan Holm Nielsen, byggegruppeformand i 3F Fredericia.
- Det er samtidig også udtryk for, at sympatikonflikten virker og efterhånden gør ondt, siger han.
Et par af de store leverandører har de seneste dage besluttet ikke længere at levere til byggepladsen.
Jan Holm Nielsen håber, at henvendelsen fra Cocktail er seriøs, og at man hurtigt kan få forhandlet sig frem til en overenskomst.
Det samme håb gav gruppeformand John Larsen fra Byggegruppen i 3F udtryk for, da han mandag talte til blokadevagter og godt hundrede demonstranter.
- Virksomheden skal vide, at vi har påbegyndt denne konflikt med det ene formål at få tegnet en overenskomst for virksomhedens medarbejdere, uanset om de er danske eller udenlandske - og at vi bliver ved, til overenskomsten er i hus, sagde gruppeformanden.
Han oplyste, at konflikten skal ramme virksomheden, hvor den er mest sårbar, og hvor det gør mest ondt.
- Vi har ingen interesse i en lang konflikt. Virksomheden har slet ikke. Derfor håber vi, at virksomheden mener det alvorligt, at de vil forhandle. Vi er parate.
Lagt på: 18. November 2008 11:04
Sidst ændret: 18. November 2008 12:10
Fakta |
|
Blokade på vej i Århus
Cocktail Ejendomme er i gang med at opføre boliger for HD Ejendomme, også andre steder i landet. |