Siden august er over 1.000 flere medlemmer blevet ramt af ledighed i kortere eller længere tid. Det samlede antal ledighedsberørte 3F-medlemmer er på ca. 12.500.

Ledighed blandt 3F'ere fortsat på vej op

Ledigheden er steget med godt 1.000 personer siden august, viser de nyeste tal fra 3F. Især i region Syddanmark sidder fyringerne løst.

For anden måned i træk viser tal over ledighedsberørte medlemmer i 3F, at ledigheden er på vej op. Stigningen er ikke dramatisk, men entydig.

Siden august er over 1.000 flere medlemmer blevet ramt af ledighed i kortere eller længere tid. Det samlede antal ledighedsberørte 3F-medlemmer er på ca. 12.500.

Tallene viser desuden en klar tendens til, at det især er i region Syddanmark, at udviklingen er vendt.

- Vi har bedt 3F's lokale afdelinger om at indrapportere fyringer og arbejdsfordelinger den sidste måned fra midt i september til midt i oktober. 42 afdelinger har svaret. I alt er cirka 4.300 medlemmer blevet ramt af fyringer og arbejdsfordeling i den periode. Ud af dem kommer 1.740 fra vores afdelinger i region Syddanmark, siger økonom i 3F Anita Vium.

Hun mener, at det blandt andet er fyringerne på Danfoss, der slår igennem.

- Jeg forventer, at tendensen vil være, at stigningen i ledigheden i første omgang især vil brede sig til resten af Jylland, hvor der er relativt flere industrivirksomheder, sammenlignet med hovedstadsregionen, siger Anita Vium.


Lagt på: 28. Oktober 2008 16:00

Sidst ændret: 28. Oktober 2008 15:10