Når voldsomme hændelser indtræffer, kan selv stærke mænd få brug for krisehjælp. Arkivfoto.

Ekstra hjælp på transport-området

Tillidsvalgte på transportområdet får nu et ekstra kort på hånden, når det gælder hjælp til kolleger. Udvidet sundhedsordning byder fra november på krisehjælp, råd mod misbrug og en guide, der kan gennemskue sundhedsvæsenet.

Sikkerhedsrepræsentanter og tillidsfolk på de fleste transportvirksomheder får nu et ekstra kort på hånden, når det handler om hjælp til kollegerne
Det sker når tre nye tilbud fra 1. November bliver søsat via den sundhedsordning, der allerede eksisterer for godt 58.000 3F-medlemmer på transportområdet.

De tre nye tilbud bliver:

  • Adgang til at bruge krisepsykolog
  • Rådgivning, hvis man har problemer med misbrug
  • Hjælp fra en guide, der har tjek på det danske sundhedssystem.

Og de er en ekstra hjælp til såvel bus-chaufføren, der har lige har set en trafikulykke som til fiskeren eller lagerarbejderen, der skal opereres i ryggen efter en skade på jobbet.

De nye tiltag i sundhedsordningen er blevet til efter aftale mellem 3F’s Transportgruppe og arbejdsgiverne, og de koster ikke det enkelte medlem ekstra at benytte.

Stort behov for at udvide sundhedsordning

Det er PensionDanmark, der står bag rådgivningen, der drives af Falck Healthcare og dets team af psykologer, sygeplejersker og misbrugskonsulenter.

- Vi har aftalt at udvide sundhedsordningen, fordi der er behov for det. Hjælp i sundhedsvæsenet er for eksempel vigtig, når det gælder om at få stillet en diagnose hurtigt. Det betyder, at man kommer hurtigere på venteliste til en nødvendig operation, og dermed hurtigere tilbage på jobbet. Den form for service er desværre ikke en del af det offentlige sundhedsvæsen, siger miljøkonsulent i 3F’s Transportgruppe Kjeld H. Jensen.

120 centre i hele landet

Det er muligt at bruge de nye muligheder for hjælp via sundhedsordningen fra 1. November.

De medlemmer, der er omfattet af den udvidede sundhedsordning, får alle et brev med posten med yderligere information.

Sundhedsordningen har eksisteret i tre år og består i dag af et netværk på 120 sundhedscentre rundt om i landet.

Tilbuddene om krisehjælp, rådgivning om problemer med misbrug samt guiden til sundhedssystemet er baseret på rådgivning via telefon.


Lagt på: 22. Oktober 2008 00:06

Sidst ændret: 22. Oktober 2008 15:38

Fakta

Få ekstra hjælp De nye tilbud gennem PensionDanmark Sundhedsordning varetages af Falck Healtcare.

Fra 1. november er der adgang til hjælp på telefon: 70100806.

De tre tilbud er kort beskrevet:

Hjælp fra Krisepsykolog:
Samtaler med krisepsykolog som følge af arbejdsrelateret behov som: Arbejdsulykke, mobning og stress.
Der kan ringes døgnet rundt, men i tilfælde, der ikke er akutte, vil man få en telefonisk konsultation inden for tre dage.
I akutte tilfælde vil man få rådgivning inden for fire timer.

Rådgivning om misbrug:
Hjælp mod misbrug af alkohol, medicin og stoffer. Desuden rådgivning om muligheder for hjælp i offentligt og privat regi. Der kan ringes døgnet rundt, og man vil normalt få en telefonisk konsultation senest den førstkommende hverdag efter henvendelsen.

Guide til sundhedsjunglen:
Vejledning om muligheder og regler i det offentlige sundhedssystem. Eksempelvis om ventetider og muligheder for genoptræning. Der kan ringes til guiden alle hverdage mellem kl. 8 og 21.

Du kan fra den 1. november læse mere om sundhedsordningen hos PensionDanmark her.