Otte ud af 10 danskere på overførselsindkomst har problemer med at læse og skrive. Mere end hver femte ung får ikke en kompetencegivende uddannelse. Derfor foreslår 3F en uddannelseskommission, som skal se på opgaven. Arkivfoto.

3F foreslår kommission for uddannelse

En uddannelseskommission er blandt de forslag, 3F nu fremlægger som et alternativ til arbejdsmarkedskommissionens meget negative udspil over for de ledige.

3F præsenterer nu 76 forslag til regeringen og Arbejdsmarkedskommissionen. Blandt forslagene er at nedsætte en uddannelseskommission.

- Vores forslag skal ses som et alternativ til Arbejdsmarkedskommissionens forslag. Kommissionens forslag er negative og har til formål at stramme reglerne, især for ledige og for ældre på arbejdsmarkedet. Vi har en helt anden tilgang. Vi mener, at der er brug for investeringer i fremtidens arbejdskraft. Dét er den langsigtede løsning på fremtidens udfordringer, siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Blandt forslagene er, at der nedsættes en uddannelseskommission.

- Uddannelse forbedrer folks chancer for at klare sig godt på arbejdsmarkedet, også hvis man bliver ledig. Men vi ved, at otte ud af 10 danskere på overførselsindkomst har problemer med at læse og skrive. Vi ved også, at mere end hver femte ung ikke får en kompetencegivende uddannelse. Kan vi gøre noget ved det, er der et stort arbejdskraftpotentiale her, siger 3F's formand.

- Men vi har ikke alle løsningerne. Derfor foreslår vi en uddannelseskommission, som skal se på opgaven, påpeger han.

Opgaver samles i a-kasserne

3F foreslår også, at a-kasserne overtager alle opgaver for de forsikrede ledige, som i dag må i jobcentret for at få jobplaner med mere og i a-kasserne for at få dagpenge.

- Arbejdsmarkedskommissionen vil skære i dagpengesystemet. Vi mener, at man i stedet skal samle alle de ting, der vedrører arbejdslivet faser, på ét sted, nemlig i a-kasserne. Det vil være med til at skabe et godt arbejdsliv, hvis man kun skal henvende sig et sted, uanset om det drejer sig om arbejdsvilkår, løn, ledighed eller sygdom, siger Poul Erik Skov Christensen.

Gulerod i stedet for pisk

3F anerkender, at der er behov for arbejdskraft.

- Men i stedet for at prøve at tvinge folk ved at stramme reglerne for eksempelvis efterløn, kunne man jo belønne folk for at blive længere på arbejdsmarkedet. Derfor foreslår vi, at efterlønnere og pensionister skal kunne tjene 60.000 kroner om året uden at blive modregnet i efterløn eller pension. Det vil give folk en reel økonomisk gevinst ved at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Vi tror nemlig godt, at folk vil fortsætte med at arbejde, hvis forholdene er til det, siger 3F-formanden.

3F's 76 forslag er vedtaget af forbundets hovedbestyrelse. De indgår i LO's forhandlinger med arbejdsgiverne og regeringen onsdag 1. oktober.


Lagt på: 30. September 2008 00:06

Sidst ændret: 30. September 2008 11:29

Dokumenter

  • Se 3F's alternative forslag her