På hele erhvervsuddannelsesområdet er der indgået 16.911 uddannelsesaftaler i første halvår, og det er et fald på ni procent. Arkivfoto
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk
Efter flere år med uafbrudt fremgang i antallet af praktikpladsaftaler, går det nu ned ad bakke. Både generelt og på 3F's område. Det viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet, der dækker første halvår af 2008.
På 3F's område er faldet på otte procent i forhold til sidste år. Det svarer til, at 336 færre unge har fået en praktikplads, og det bringer det samlede antal 3F-praktikpladsaftaler ned på 3.733.
På hele erhvervsuddannelsesområdet er der indgået 16.911 uddannelsesaftaler i første halvår, og det er et fald på ni procent.
Ifølge Undervisningsministeriet er tallene ikke helt retvisende på grund af omlægninger i skolernes administrative systemer, og der forventes justeringer.
- Men tendensen er klar: Kurven knækker den forkerte vej, siger uddannelseskonsulent i 3F Flemming Jensen.
- Regeringens mål om at 95 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse inden 2015 kræver, at yderligere 10.000-12.000 unge får en praktikplads de kommende år. Men de nye tal viser jo, at det er problematisk alene det at holde det nuværende niveau, siger han.
Han foreslår, at regeringen udvider muligheden for at komme i skolepraktik, når praktikpladserne ikke er der. Det var daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), der i 2005 skar hårdt i skolepraktikken, der blev afskaffet på en række erhvervsuddannelser.
- Jeg frygter, at vi får meget svært ved at holde dampen oppe med praktikpladser, og så er skolepraktik en god løsning, siger Flemming Jensen.
Lagt på: 10. September 2008 00:06
Sidst ændret: 10. September 2008 15:11
Fakta |
|
Sådan fordeler tilbagegangen sig
3F har generelt tilbagegang i alle grupper. |