Eurotech som underentreprenør for Pihl har udført betonarbejdet i forbindelse med opførelsen af Aller-koncernens nye hovedsæde i København. Foto: Harry Nielsen. Foto: Harry Nielsen

Kæmpebod til Pihls polske underentreprenør

Polsk firma, der var med til at bygge Allers nye hovedsæde, har fået bod på 600.000 kroner ikke at følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked

Et af de store polske byggefirmaer i Danmark har netop i Arbejdsretten fået en klækkelig bod på 600.000 kroner for ikke at følge de fagretlige regler i Danmark, for overenskomstbrud samt for manglende og for sen betaling af blandt andet pension og søgnehelligdagsbetaling.

Det drejer sig om firmaet Eurotech, der primært har arbejdet som underentreprenør for et af Danmarks største byggeforetagender E. Pihl & Søn A/S.

Det er 3F-afdelingen Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, der har konstateret, at det polske firma trods medlemskab af Dansk Byggeri ikke har fulgt overenskomsten og fagretlige afgørelser.

- Derfor er vi naturligvis meget tilfredse med, at Arbejdsrettens dommer kommer med så tydelig en markering af, at man ikke accepterer denne form for omgåelse af den danske model. Med boden sendes der samtidig et kraftigt signal om, at det ikke må kunne betale sig at snyde på vægten, siger Michael de Gier, faglig sekretær i BJMF.

Dansk Byggeri: Boden for stor

Fagforeningen konstaterede i foråret 2007 Eurotechs uregelmæssigheder i forbindelse med opførelsen af mediekoncernen Allers nye hovedsæde i Havneholmen i København.

Her udførte det polske firma jord- og betonarbejde for Pihl. BJMF registrerede blandt andet manglende indbetaling af pensionsbidrag, søgnehelligdagsbetaling og manglende overtidsbetaling. Siden har der været afholdt flere fagretlige møder uden at virksomheden har fremlagt den fornødne dokumentation for, at tingene var bragt i orden.

- Det har været en langstrakt og ofte frustrerende sag, hvor firmaet enten ikke mødte op eller ikke levede op til indgåede aftaler. Derfor er vi meget glade for, at Arbejdsretten statuerer et klart eksempel til skræk og advarsel for andre, der anvender samme forhalingstaktik og dybest set ikke har lyst til at følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked, siger Michael de Gier.

I Dansk Byggeri er konsulent Søren Lund Hansen, der har ført sagen, overrasket over bodens størrelse.

- Jeg synes, boden er for voldsom. Som jeg ser sagen, så har Eurotech haft betalingsviljen, men har haft problemer med at finde ud af det danske system og har haft svært ved at overholde afgørelser på fællesmøder og mæglingsmøder, siger han til Nyhedsbrevet3F.

Boden på 600.000 kroner tilfalder fagforeningen.

Flere end 100 i Danmark

Eurotech har som nævnt været flittigt anvendt af entreprenørkoncernen Pihl. I vinter oplyste Pihl, at man havde valgt Eurotech som underentreprenør i forbindelse med opførelsen af gigantbyggeriet Copenhagen Towers i Ørestaden. Firmaet er dog siden på det pågældende arbejde skiftet ud med et andet polsk firma S-Bud.

Eurotech har, da de beskæftigede flest i Danmark, været oppe på over hundrede polske bygningsarbejdere.

Der foreligger endnu ikke udskrift af Arbejdsrettens dom over Eurotech.


Lagt på: 26. August 2008 00:06

Sidst ændret: 26. August 2008 11:30